Trygge børn lærer bedst

– færre skift giver en bedre skolestart, skriver ANDERS LILTORP:
LÆSERDEBAT: Socialdemokratiet stiller forslag om at Hvidovrebørnene får mere tid og færre skift i deres voksenrelationer ved at aflyse 1. maj-start. Børn skal have lov til at blive i deres kendte børnehavemiljø frem til skolestart i august.
Vi ved fra både forskning og praksis, at børns trivsel og læring hænger tæt sammen med tryghed og stabile relationer. Som lærer har jeg gennem mange år set, hvordan for mange skift og uforudsigelighed kan stå i vejen for det, børn har mest brug for: ro, nærvær og kendte voksne.
I dag oplever mange børn op til fem-seks overgange, inden de overhovedet starter i 1. klasse: vuggestue, børnehave, 1. maj-start, børnehaveklasse og videre i skolen. Hver gang skal relationer genopbygges, nye voksne og nye strukturer introduceres – og det skaber uro, især for de børn, som har brug for mest stabilitet.
Forskningen peger på tydeligt på, at førskoleforløbene, som de er i dag, kan forringe børns mulighed for en tryg skolestart. Det viser en analyse fra VIVE (2022) og Rådet for Børns Læring og EVA anbefaler også færre overgange og en mere helhedsorienteret tilgang til børns overgang fra dagtilbud til skole.
Samtidig må vi i Hvidovre se i øjnene, at der er for lidt anerkendelse af det pædagogiske arbejde, som daginstitutionerne allerede gør for førskolebørnene. Det er i børnehaverne, mange børn allerede får et solidt afsæt til skolelivet – og det skal være et naturligt fundament for samarbejdet mellem dagtilbud og skole, ikke noget man erstatter med et midlertidigt forløb i maj og juni.
Derfor stiller Socialdemokratiet i Hvidovre nu forslag om at afskaffe 1. maj-start. Børnene skal have lov at blive i deres kendte børnehavemiljø frem til skolestart. Det giver mere ro, stærkere relationer – og det bygger på den viden, vi har. Forslaget er sendt til behandling på april måneds kommunalbestyrelsesmøde, så det kan gå videre til administrationen med henblik på at indgå i de kommende budgetforhandlinger. Vores vision er, at vi i Hvidovre går i gang allerede til skolestarten i 2026.
Andre kommuner har allerede valgt en anden vej – med fokus på bedre sammenhæng og færre brud. Jeg håber, Hvidovre nu følger efter.
Vi skal turde gentænke de rutiner, vi har vænnet os til. Ikke for systemets skyld, men for børnenes. For trygge børn lærer bedst – og det er vores ansvar at give dem de bedste betingelser fra starten.
Med venlig hilsen
Anders Liltorp,
borgmesterkandidat for
Socialdemokratiet i Hvidovre