”Sol over Avedøre” er slukket
Solveig Tøstesen skriver mindeord om Solveig Isbrand:
NAVNE: Solveig Isbrand var min gode, gamle veninde, min ovenbo, som jeg har delt venskab med, gennem 50 år. Vi flyttede ind i Bymuren den 1. september 1974, og har boet her lige siden. Solveig har betydet meget for mig, Niels og vores familie.
Vi har mange minder, da vi har delt sorger og glæder sammen, og hjulpet og støttet hinanden, så godt vi har formået. Da jeg blev syg og indlagt på hospitalet i sin tid, støttede Solveig mig, og senere omvendt,
Når der skete store begivenheder i vores familier, slog vi os sammen om festlighederne. Vi havde begge samme spisestel og med samme rødvinsglas, kunne vi dække de flotteste borde. Nogle gange holdt vi middagen her hos os og nogle gange hos Solveig og Flemming, så blev kaffen serveret det modsatte sted, hvor det stod dækket efter middagen. Selvfølgelig med
ens kaffestel. Vi har holdt bryllupper, konfirmationer, nytårsaftener, julefrokoster, runde fødselsdage, m.m. Ofte optrådte Solveig og jeg med sangen: ”Sådan er kapitalismen, utak er de armes løn”... For ræverøde det var vi jo.
Solveig holdt ofte taler, og det var med til at få stemningen op i selskabet. Hun var sjov og humoristisk,og kunne fortælle gode historier, da hun havde et godt minde. Men, kunne også være alvorlig og eftertænksom i andre sammenhænge. Hun kunne lide, at være med i dialoger og hun interesserede sig for verden omkring sig. Familien, vennerne og nærmiljøet var også i højsædet. Hun havde et stort engagement, var social Og omsorgsfuld. Hun var ikke bange for at sige sin mening og
holde fast ved dem. Hun støttede mennesker, som havde brug for hjælp. Hun brændte for en større retfærdighed i samfundet, som også kom til udtryk i hendes virke.
Solveig var en ildsjæl på utallige områder. Hun interesserede sig for at have det pænt omkring sig, for kunst, kultur, litteratur, teater og koncerter. Solveig var et klogt og en handlekraftig kvinde, som altid havde ideer, og projekter i gang.
I Solveigs unge dage, boede hun med sin familie i Beirut. Hun flyttede efter nogle år, tilbage til Danmark, med sine børn. Efter en tid, mødte hun en ny mand og de flyttede til Bymuren. Efter nogle år blev hun skilt.
Så mødte hun Flemming og efter en tid, fik de en søn sammen. Hendes ældste søn var handicappet og døde i ung alder. Meget hård periode for Solveig. Men hun var stærk psykisk og kom det igennem på en måde.
Hun har jobbet som sygehjælper på Hvidovre hospital, men efter nogle år besluttede hun sig for, at søge job indenfor Dansk Flygtningehjælp. Dette job brændte hun også for, og har i den sammenhæng hjulpet en masse mennesker. Hun har været udsendt utallige gange, og hjulpet folk i nød. Hun har haft et stort hjerte, mod og troen på at det hjalp. Senere holdt hun mange foredrag, hvor hun fortalte levende om sine oplevelser. Et år modtog hun integrationsprisen fra Hvidovre kommune, så velfortjent.
Når Solveig var udsendt, var hun så heldig, at have Flemming herhjemme, som tog sig af børn og husholdning. Det satte hun også pris på.
Jeg kan huske en juleaften, hvor Flemming ville have hjælp til ris á la mande, for alt skulle være efter traditionerne, Solveig eller ej. Det kom på plads og alle var glade. Tror nok Solveig havde et savn efter familien, men arbejdet skulle gennemføres.
Solveig og jeg har haft mange fælles interesser, og vi har næsten boet sammen i alle disse år. Vi har været på Vallekilde højskole, vi har undervist på aftenskole i kreativ syning. Vi har syet skindtasker, som vi solgte. Vi har siddet i afdelingsbestyrelsen. Vi har dannet foreningen Kunsten Stiger, som arbejdet for forskønnelse, igennem kunst og arkitektur, i
Avedøre stationsby Syd, igennem 17 år. Vi har siddet i Miljørådet, hvor vi også her, arbejdet for renovering og forskønnelse af det grønne området.
Vi har undervist i Hvidovre kommunes Skolefritidsklub, i stoftryk og billedvævning. Vi har taget voksen- og børnepædagogisk kursus, som var kravet for at undervise. Vi har deltaget i utallige kreative kurser, silkemaling, billedvævning, hattekreationer, og sidst, men ikke mindst syning, som Solveig stadig har gået til, sammen med en anden kær veninde.
Når vi præsenterede os på holdene, fortalte vi, at vi var navnesøstre, boede i Bymuren 131, men vi havde ikke fælles mand, der gik grænsen.
Jo vi havde mange fælles interesser, men en ting skilte os ad. Seløy/Norge og Beirut/ Libanon. Hun elskede sit bosted i Beirut, hvor hun fandt sin mand, fødte sine første to børn, havde mange venner og vejret var varmt og dejlig. Maden var også vidunderlig og hun har holdt ved gennem hele livet og krerere de dejligste retter. Sproget kunne hun også mestre. Hun
lærte mig, at lave en del af de gode middelhavsretter. Solveig har for et års tid siden, frekventeret Beirut, sammen med Janus, hendes søn, til stor glæde for Solveig og en stor oplevelse for Janus. Det var dejligt at dette kunne lade sig gøre.
Jeg elsker jo min fødeø Seløy, både naturen, maden, det skiftende vejr, venner, familie og mit barndomshjem. Jeg havde inviteret Solveig ti at komme med på besøg, men det fristede ikke. Hun syntes det så fantastisk ud, men mente der var alt for koldt. Ja mit ønske var, at hun burde prøve det. Sådan er det.
De seneste år har Solveig blevet mere skrøbelig fysisk og har haft en del smerter. Da hun mistede sin mand Flemming, for to år siden, anskaffede hun sig katten Maze, som hun har haft selskab og en stor glæde af. Den er nu kommet tilbage til Inges kattehjem.
Solveig havde stadig planer, gåpåmod og glæde ved livet. Hun udtrykte stor glæde over sine børnebørn og havde stor omsorg for dem. Hun har hele tiden holdt sig i aktivitet, først ved at komme rundt med rollator og kørestol, så her tilsidst sin elscooter. Den blev flittigt brugt. Når hendes kære barnebarn kom på besøg, fik han en køretur. Hun tog til Føtex i Friheden, Rødovrecentret, og på kirkegården. Hun besøgte ofte ”klubben for de voksne”, og var social blandt folk i området. Vi mødtes ofte hos hinanden, til lidt mad og en passiar, hvor hele verdens situationen blev vendt. Hun var levende interesseret i alt omkring sig. Tre dage før Solveig døde, var hun med Niels og mig på restaurant Engtoftegård, for at fejre min fødselsdag. En halv times kørsel frem og tilbage, var intet problem, hun havde det strålende.
Jeg sidder nu tilbage, med et stort savn og en usigelig tristhed, med tabet af min skønne veninde. Min trøst er, at jeg har ufattelige mange gode minder, som jeg vil gemme i mit hjerte. Tak Solveig, fordi jeg lærte dig og din familie at kende.
Mine tanker går til hendes børn, svigerbørn og børnebørn, i denne svære tid.
Ære være Solveigs minde
Fra din navnesøster
Solveig Tøstesen
Vi har mange minder, da vi har delt sorger og glæder sammen, og hjulpet og støttet hinanden, så godt vi har formået. Da jeg blev syg og indlagt på hospitalet i sin tid, støttede Solveig mig, og senere omvendt,
Når der skete store begivenheder i vores familier, slog vi os sammen om festlighederne. Vi havde begge samme spisestel og med samme rødvinsglas, kunne vi dække de flotteste borde. Nogle gange holdt vi middagen her hos os og nogle gange hos Solveig og Flemming, så blev kaffen serveret det modsatte sted, hvor det stod dækket efter middagen. Selvfølgelig med
ens kaffestel. Vi har holdt bryllupper, konfirmationer, nytårsaftener, julefrokoster, runde fødselsdage, m.m. Ofte optrådte Solveig og jeg med sangen: ”Sådan er kapitalismen, utak er de armes løn”... For ræverøde det var vi jo.
Solveig holdt ofte taler, og det var med til at få stemningen op i selskabet. Hun var sjov og humoristisk,og kunne fortælle gode historier, da hun havde et godt minde. Men, kunne også være alvorlig og eftertænksom i andre sammenhænge. Hun kunne lide, at være med i dialoger og hun interesserede sig for verden omkring sig. Familien, vennerne og nærmiljøet var også i højsædet. Hun havde et stort engagement, var social Og omsorgsfuld. Hun var ikke bange for at sige sin mening og
holde fast ved dem. Hun støttede mennesker, som havde brug for hjælp. Hun brændte for en større retfærdighed i samfundet, som også kom til udtryk i hendes virke.
Solveig var en ildsjæl på utallige områder. Hun interesserede sig for at have det pænt omkring sig, for kunst, kultur, litteratur, teater og koncerter. Solveig var et klogt og en handlekraftig kvinde, som altid havde ideer, og projekter i gang.
I Solveigs unge dage, boede hun med sin familie i Beirut. Hun flyttede efter nogle år, tilbage til Danmark, med sine børn. Efter en tid, mødte hun en ny mand og de flyttede til Bymuren. Efter nogle år blev hun skilt.
Så mødte hun Flemming og efter en tid, fik de en søn sammen. Hendes ældste søn var handicappet og døde i ung alder. Meget hård periode for Solveig. Men hun var stærk psykisk og kom det igennem på en måde.
Hun har jobbet som sygehjælper på Hvidovre hospital, men efter nogle år besluttede hun sig for, at søge job indenfor Dansk Flygtningehjælp. Dette job brændte hun også for, og har i den sammenhæng hjulpet en masse mennesker. Hun har været udsendt utallige gange, og hjulpet folk i nød. Hun har haft et stort hjerte, mod og troen på at det hjalp. Senere holdt hun mange foredrag, hvor hun fortalte levende om sine oplevelser. Et år modtog hun integrationsprisen fra Hvidovre kommune, så velfortjent.
Når Solveig var udsendt, var hun så heldig, at have Flemming herhjemme, som tog sig af børn og husholdning. Det satte hun også pris på.
Jeg kan huske en juleaften, hvor Flemming ville have hjælp til ris á la mande, for alt skulle være efter traditionerne, Solveig eller ej. Det kom på plads og alle var glade. Tror nok Solveig havde et savn efter familien, men arbejdet skulle gennemføres.
Solveig og jeg har haft mange fælles interesser, og vi har næsten boet sammen i alle disse år. Vi har været på Vallekilde højskole, vi har undervist på aftenskole i kreativ syning. Vi har syet skindtasker, som vi solgte. Vi har siddet i afdelingsbestyrelsen. Vi har dannet foreningen Kunsten Stiger, som arbejdet for forskønnelse, igennem kunst og arkitektur, i
Avedøre stationsby Syd, igennem 17 år. Vi har siddet i Miljørådet, hvor vi også her, arbejdet for renovering og forskønnelse af det grønne området.
Vi har undervist i Hvidovre kommunes Skolefritidsklub, i stoftryk og billedvævning. Vi har taget voksen- og børnepædagogisk kursus, som var kravet for at undervise. Vi har deltaget i utallige kreative kurser, silkemaling, billedvævning, hattekreationer, og sidst, men ikke mindst syning, som Solveig stadig har gået til, sammen med en anden kær veninde.
Når vi præsenterede os på holdene, fortalte vi, at vi var navnesøstre, boede i Bymuren 131, men vi havde ikke fælles mand, der gik grænsen.
Jo vi havde mange fælles interesser, men en ting skilte os ad. Seløy/Norge og Beirut/ Libanon. Hun elskede sit bosted i Beirut, hvor hun fandt sin mand, fødte sine første to børn, havde mange venner og vejret var varmt og dejlig. Maden var også vidunderlig og hun har holdt ved gennem hele livet og krerere de dejligste retter. Sproget kunne hun også mestre. Hun
lærte mig, at lave en del af de gode middelhavsretter. Solveig har for et års tid siden, frekventeret Beirut, sammen med Janus, hendes søn, til stor glæde for Solveig og en stor oplevelse for Janus. Det var dejligt at dette kunne lade sig gøre.
Jeg elsker jo min fødeø Seløy, både naturen, maden, det skiftende vejr, venner, familie og mit barndomshjem. Jeg havde inviteret Solveig ti at komme med på besøg, men det fristede ikke. Hun syntes det så fantastisk ud, men mente der var alt for koldt. Ja mit ønske var, at hun burde prøve det. Sådan er det.
De seneste år har Solveig blevet mere skrøbelig fysisk og har haft en del smerter. Da hun mistede sin mand Flemming, for to år siden, anskaffede hun sig katten Maze, som hun har haft selskab og en stor glæde af. Den er nu kommet tilbage til Inges kattehjem.
Solveig havde stadig planer, gåpåmod og glæde ved livet. Hun udtrykte stor glæde over sine børnebørn og havde stor omsorg for dem. Hun har hele tiden holdt sig i aktivitet, først ved at komme rundt med rollator og kørestol, så her tilsidst sin elscooter. Den blev flittigt brugt. Når hendes kære barnebarn kom på besøg, fik han en køretur. Hun tog til Føtex i Friheden, Rødovrecentret, og på kirkegården. Hun besøgte ofte ”klubben for de voksne”, og var social blandt folk i området. Vi mødtes ofte hos hinanden, til lidt mad og en passiar, hvor hele verdens situationen blev vendt. Hun var levende interesseret i alt omkring sig. Tre dage før Solveig døde, var hun med Niels og mig på restaurant Engtoftegård, for at fejre min fødselsdag. En halv times kørsel frem og tilbage, var intet problem, hun havde det strålende.
Jeg sidder nu tilbage, med et stort savn og en usigelig tristhed, med tabet af min skønne veninde. Min trøst er, at jeg har ufattelige mange gode minder, som jeg vil gemme i mit hjerte. Tak Solveig, fordi jeg lærte dig og din familie at kende.
Mine tanker går til hendes børn, svigerbørn og børnebørn, i denne svære tid.
Ære være Solveigs minde
Fra din navnesøster
Solveig Tøstesen