Sommerferietid som et mareridt

Sommerferietid som et mareridt

BIRTHE MINGON om de ældre og ensomme, der sidder tilbage:

LÆSERDEBAT: Den kommende tid er en glædes tid for mange og en tid, som mange frygter. Der sidder mange ensomme tilbage, når alle tilbuddene lukker og de ansatte drager på ferie til sommerens tilbud.

De har kunnet høre på, hvor dejligt de mange rejsemål er, og høre på de mange erfaringer, der er både ude og hjemme, og hvor de skal nyde ferien sammen med familien.

For mange – et mareridt...

For mange af de ældre, ensomme borgere i Hvidovre, er sommerferietiden snarere et mareridt, hvor den eneste kontakt til mennesker er hjemmehjælperen, og også her præges tiden af ferier. Det betyder, at det ofte er vikarer, der kommer . Det er som regel utrolig søde og hjælpsomme mennesker, men deres mangel på kendskab til den ældre, gør det vanskeligt at få en dialog i gang.

Hvidovre kommune har fået tilskud til at etablere faste teams i hjemmeplejen, og jeg håber, at man i det kommende arbejde med at planlægge en fornuftig ordning, også tager højde for ferietiden, så de ældre ikke lades alene tilbage med vikarer, når alle andre tager på ferie og alle aktiviteter lukker i juli måned.

God sommer
Birthe Mingon

menu
menu