MERE UTRYGHED PÅ VEJENE
Kommunen ignorerer sine egne tal, skriver F. RIDDERHAUGEN fra Trafikudvalget Gf. Ny Hvidovre:
LÆSERDEBAT: Vores relativt nytiltrådte chef for Vej og Park, er kommet på en utaknemmelig opgave.
Vedkommende skal i et svar på et læserbrev i herværende blad, forsøge at forklare, hvorfor kommunen vælger at ignorere en pludselig opstået stigning i trafikmængden på Sønderkær (og en række mindre vejstrækninger). Med baggrund i en undersøgelse som kommunens støjudvalg har ladet udføre, kan det nemlig konkluderes at en oprettelse af zone40 i området syd for Sønderkær, har ført til en stigning i trafikken på vejen på ca. 17%. Utrygheden og trafikstøjen er steget i takt hermed – og risikoen for alvorlige ulykker ligeså.
Trafiksikkerhed?
Man skulle tro, at dette straks ville medføre en øjeblikkelig reaktion fra vejmyndighedens side, med passende foranstaltninger og genoprettelse af den trafikale normalfordeling. Men ikke Vej og Park! Man vælger i stedet, fuldt bevidst, at ignorere det skete og taler udelukkende om forholdene indenfor 40 km-zonen. Her vil man (citat;Vej og Park): ”..forbedre ..trafiksikkerheden…”. Det lyder jo rimeligt – bortset fra at der ikke er noget problem med ”trafiksikkerheden”. I zonetilladelsen som kommunen har udfærdiget, præciseres det nemlig omhyggeligt, at tilladelsen udelukkende gives med baggrund i at der (citat; Vej og Park): ”..ikke er tale om problemer med trafiksikkerheden..”. Man vælger altså at løse et ikke eksisterende problem! Og forværrer forholdene på nabovejene!?
Fremkommelighed?
Videre om Sønderkær hedder det at der (citat; Vej og Park):”..lægges vægt på, at busser og øvrige trafik skal kunne komme frem..”. Man må forstå at en nedsættelse af hastigheden til 40km/t på Sønderkær, vil forhindre trafikken i at ”komme frem”!? Har man tænkt sig at sætte en bom op tværs over vejen eller hvad? Mage til usaglig Mumbo-Jumbo skal man vist lede længe efter.
De politikere der står bag dette nonsens, må have ører som bremselys. Kan vi ikke gøre det bare lidt bedre - til gavn for alle, tak!
Med venlig hilsen
F. Ridderhaugen,
mdlm. Trafikudvalget/
Gf Ny Hvidovre