Opsang til ungdommen

Opsang til ungdommen

Et stort savn af unge stemmer i Hvidovre

LÆSERDEBAT: Dette er en opfordring til alle læsere af Hvidovre Avis, og særligt de få under 25 der skulle være derude. Opfordringen stammer fra et stort savn af unge stemmer i Hvidovre, når det gælder debatten om hvordan vores kommune skal se ud i dag og fremover. I de sidste mange udgaver af avisen, som alle ligger stakket op på mit skrivebord herhjemme, har jeg kun fundet et enkelt indslag i ”Byens Talerstol” af en person under 25. Dette interessante indslag udkom d. 24. januar, skrevet af Robin Seeberg der reflekterede over skolevalget.
 Det er dog ikke kun skolevalget som bør være årsag til et enkelt ”ungt” skriv i Hvidovre Avis. Der er mange andre politiske dagsordener der berører ungdommen i vores kommune. Hvad med det nye ungeråd der næsten fylder et år? Udover på kommunens egen hjemmeside, har jeg ikke hørt et pip omkring rådets virke eller medlemmernes politiske holdninger. Kunne det være en ide at rådet fik sociale medier, hvor resten af ungdommen også befinder sig?
Jeg siger ikke at unge mennesker skal tvinges til at læse Hvidovre Avis og skrive læserbreve som dette, ej heller at de skal tvinges til at ligge ”politiker-selfies” op på deres sociale medier. Det jeg savner, er en kommune hvor ungdommen tør engagere sig i debatten, være mere synlige og turde fremføre alternative holdninger end de samme gamle fra lokalpolitikerne.
 Det kan ikke være rigtigt at det kun er i Københavns Kommune man kan finde unge der demonstrerer, holder politiske koncerter og oplæg i forsamlingshuse rundt omkring. Der bor over 4.500 mellem 18-24 år i Hvidovre (2023), men alligevel hører man ingenting fra ungdommen?
Altså en opfordring til alle jer unge derude om at engagere jer i debatten på de sociale medier i vores (mange) lokalgrupper, på gaden i form af demonstrationer og med arrangementer der kan samle os unge på tværs af Hvidovre. Selv skal jeg også gøre mit bedste for at kæmpe for dette i den kommende tid, og lad opsangen her være startskuddet.
 Nikolai Aamand (20 år), kandidat til KV21,
medlem af Danmarks
Kommunistiske Ungdom
menu
menu