Skolevægring skal tages alvorligt

Vi skal spotte og handle på mistrivslen langt tidligere, skriver MARIA AVNSKJOLD
LÆSERDEBAT: Når Oscar i 7. klasse ikke kan overskue at komme i skole mere, skal det tages alvorligt. For når først langvarigt bekymrende fravær sætter ind, er vejen tilbage i skole svær. For alt for mange familier, opleves det som lang social isolation, der er svær at bryde med igen. Skolevægring er alvorlig, og kræver en særlig og hurtig indsats.
Derfor var det for SF en hjertesag, at der på kommunalbestyrelsesmødet i sidste uge blev besluttet et nyt forsøgsprojekt i Hvidovre i samarbejde med STUK. Et forsøg hvor børn fra 4.-9. klasse med langvarigt bekymrende og komplekst fravær i en begrænset overgangsperiode, kan blive undervist online i kombination med fysisk fremmøde. Der vil være fokus på at få skabt en skolehverdag i fællesskab med andre børn og unge, og det kommer til at fungere som brobygning til et almindeligt skoletilbud igen.
Skolevægring er et stigende problem i hele landet, og det gælder desværre også Hvidovre. Alt for mange børn rammes, og det kan have langtrækkende konsekvenser for både det enkelte barn, dets søskende og forældrene. For det er ikke nemt at få et arbejds- og familieliv til at fungere, når man har et barn der er hjemme hele dagen, eller måske kun er sporadisk af sted.
Men vi er slet ikke i mål. For vi skal spotte og handle på mistrivslen langt tidligere inden det udvikler sig til regulært skolevægring. Ingen børn eller forældre skal føle sig nødsaget til at sige sit job op, eller langtidssygemeldes, fordi ens barn ikke kan komme i skole. Det skal løses langt hurtigere og bedre i tæt samarbejde med skolen, skolesocialrådgiveren, PPR og ikke mindst forældrene. I SF vil vi følge projektet tæt, og se på om nogle af de erfaringer man gør sig, kan bruges til andre målgrupper, og om det kan bruges i en forebyggelsesproces også.
Maria Avnskjold
Kandidat til
kommunalvalget
SF Hvidovre