Radikale Venstres vision: Fremtidens folkeskole

Radikale Venstres vision: Fremtidens folkeskole

JONAS WIRLANDER BREINDAHL med svar til Sara Benzons indlæg sidste uge

LÆSERDEBAT: I sidste uge inviterede Socialistisk Folkeparti til samtale på HIF kæmpernes marked om de vigtigste ting for folkeskolerne i Hvidovre. I Radikale Venstre vil vi gerne kvittere for at holde fokus på området og vi er ganske enige i at en tryg skolestart er vigtig og at fremtidens skole bør give alle børn lige mulighed for at blive den bedste, de kan være, uanset social baggrund. På markedet havde vi mulighed for at udbrede Radikale Venstre vision i mange gode samtaler.

Folkeskolen og børns opvækst er i det hele taget hjerteblod for Radikale Venstre. Det er det fordi her grundlægger vi fundamentet for et langt liv. Det handler nemlig ikke kun om børns læring, men også om deres trivsel og sågar sundhed. Vi ønsker at give lærerne mere frihed og vi ønsker glade og tilfredse lærere, for det er også en forudsætning for læring og trivsel.

Derfor har vi også en række finansierede udspil på området. Bl.a. gratis skolemad. En vigtig faktor for at give alle børn lige mulighed for at udmærke sig, er at sikre en god kost i skolen. Det er dokumenteret, at god og næringsrig kost øger sundhed og koncentrationsevne og forebygger kroniske sygdomme.

Et dagligt sundt fælles måltid – hvor man lærer at vente på hinanden, taler om maden og er fælles om det at spise sammen – vil komme alle børn og unge til gavn.

I et tidligere indlæg om de yngre børn i institutioner var vi også relativt enige, men må igen understrege vigtigheden af, at de fine hensigter følges op i budgettet. I Radikale Venstre understreger vi vigtigheden af den langsigtede investering, det er at prioritere folkeskolen.

Det er vores kontrakt med den næste generation!

Jonas Wirlander Breindahl, formand for Radikale Venstre Hvidovre

menu
menu