Hold jer fra badevandet
KOMMENTAR: Hvidovre blev forskånet for skybrud, men badevandet skal man fortsat – tirsdag før avisen gik i trykken – holde sig fra.
Det er en pris, der er til at ”betale”, selv om vejret indbyder de badeglade til at suge det sidste ud af ferien ved at dyppe tæerne i det halvmudrede, men højt besungne Kalveboderne. Højt besungne er ikke ironisk ment, Kalveboderne er vitterligt en perle for Hvidovres naturelskere og vandsportsinteresserede.
En anden ting man også skal afholde sig fra er tilsyneladende at kritisere eller blot observere Hvidovre Kommune og kommunens mandskab – da det er ”ubehageligt”. Til det må vi dog pointere, at det vel næppe kan blive ubehageligt, hvis man ellers udfører det arbejde, man er blevet sat i gang med. Og skiltevognen var faktisk i gang med at arbejde, fastslår chefen for området.
Godt så, det ser vi ingen grund til ikke at tro på, men vi mener ikke, at prisen for ikke at holde øje og bringe de små og store observationer – blandt andet fra borgerne – er til at betale. Det er nu engang avisens opgave at se på både små og store emner, der kalder på et kritisk gennemsyn. Vi er klar over, at det ikke altid bliver taget godt imod – det er et vilkår, som vi lever fint med - og så takker vi i øvrigt for svaret, der afklarede, at den pågældende skiltevogn var på en længere runde for at rette bøjede skilte.
Og for en ordens skyld. Det var IKKE et anonymt indlæg, – vi bad blot observatøren om at nedskrive det esakte om den lange tur rundt i Hvidovre, Rødovre og Brøndby. Og det skete uden navns nævnelse, og ej heller med et nummerplade-kig på det omtalte kommunale køretøj.
nem