Ældre brændeovne kan forbydes – generede borgere efterlyser handling

Muligheder for at forbyde gamle brændeovne drøftes nu politisk
NYHEDER: Brændeovnsrøg er ikke bare sundhedsskadeligt og dårligt for miljøet. Lugten af røgen generer desuden et stigende antal borgere. Siden 2023 har en ny lov desuden givet mulighed for, at kommuner kan forbyde brændeovne, der er fra før 2008.
Mandag aften drøftede det politiske udvalg Klima-, Miljø- og Teknikudvalget (KMT), om der skal handles på problemet. Af sagsfremstillingen fremgår det, at drøftelsen tages op efter en borgerhenvendelse. Hvidovre Avis har også igennem årene modtaget henvendelser fra borgere, der efterlyser, at der bliver gjort noget ved røg-problematikken.
– I vinterperioden kan jeg næsten ikke åbne et vindue, uden at den stærke røglugt fra brændeovne i området trænger igennem, så at jeg hurtigt må lukke i igen, skriver en læser f.eks. til Hvidovre Avis.
Svært at gennemføre
I den sagsfremstilling, som KMT var forelagt, kan det læses, at et forbud mod ældre brændeovne hverken er omkostningsfrit eller let at gennemføre. Brændeovne og deres alder er nemlig ikke nødvendigvis registreret i BBR. Skorstensfejerne, der principielt har kendskab til brændeovnene i kommunen, har desuden heller ikke nødvendigvis konkret viden om brændeovnenes alder.
– Skorstensfejerne i Hvidovre har oplyst, at de ikke har oplysninger om brændeovnenes alder i deres kunderegister, står der i sagsfremstillingen.
Fra Hvidovre Kommunes administrations side peges det på, at det vil være vanskeligt at håndhæve et forbud af flere årsager.
– Det anslås, at der vil skulle bruges betydelige administrative ressourcer i en 2-3 årig periode for at registrere brændeovnene korrekt og håndhæve et forbud mod brændeovne fra før 2008. Dette skal sammenholdes med, at skorstensfejerne estimerer, at der nedlægges omkring 200 brændeovne om året i Hvidovre i forbindelse med nedrivning af huse. Det betyder, at de næsten vil være helt forsvundet i løbet af de næste 10 år, skriver administrationen til politikerne.
Samlet set vurderer Hvidovre Kommunes administrationen altså ikke, at den forventede ressourceindsats vil stå mål med det forventede resultat, hvorfor det ikke anbefales politikerne, at der arbejde videre med et forbud mod brændeovne fra før 2008 i Hvidovre Kommune.
Begrænse lugt?
Fra en af de læsere, der har henvendt sig til Hvidovre Avis, lyder det:
– Jeg er ikke som sådan imod brændeovne, men det må være muligt at begrænse lugt- og luftgener, lyder det fra en borger, der er generet af brændeovnsrøg.
Fra Hvidovre Kommunes administration påpeges det desuden, at det ikke kun er brændeovnens alder, der er afgørende for, om en brændeovn forurener.
– Hvordan ejeren tænder op i brændeovnen, og hvad der fyres med, betyder mindst lige så meget. Som alle andre vaner er fyringsvaner svære at ændre, og en udskiftning af brændeovnene er derfor ingen garanti for mindre brænderøg, står der i sagsfremstillingen.
Sagen skal videre til behandling i både Økonomiudvalget og slutteligt i kommunalbestyrelsen.
red