HOFOR UNDSKYLDER!

HOFOR UNDSKYLDER!

Svar til Flemming Jørgensen om langsom sagsbehandling:

LÆSERDEBAT: Avisen bragte et debatindlæg 12. februar, hvor Flemming Jørgensen klagede over HOFORs sagsbehandlingstid i forbindelse med udskiftning af en vandmåler. Flemming Jørgensen klagede blandt andet over, at en fortovsflise ikke var blevet lagt på plads i forbindelse med lukning af en hovedhane, selvom han kontaktede HOFOR og gjorde opmærksom på problemet. Der gik over to måneder, før HOFOR fik lagt flisen på plads, og det er en meget beklagelig fejl, som HOFOR kun kan undskylde for.

Årsagen til den lange sagsbehandlingstid er, at HOFOR ikke fik kontaktet den entreprenør, der skulle lægge flisen. I normale tilfælde burde det kun have taget få dage og ikke to måneder. Derfor har vi nu ændret vores interne arbejdsgange, så det så vidt muligt ikke sker igen. Og vi takker Flemming Jørgensen for at have sat to kegler op, så ingen forhåbentlig faldt over flisen i ventetiden. Da HOFOR for nylig rykkede ud for at lægge flisen på plads, kunne HOFORs udsendte konstatere, at en del af hovedhanen under flisen var gået i stykker. Den er vi i gang med at reparere nu, og vi forventer, at gravearbejdet bliver afsluttet denne uge.

Flemming Jørgensen skriver også i sit læserbrev, at han har betalt 3.500 kroner i udgift til en VVS’er, og at det er HOFOR, der har kostet ham den regning. Jeg kan fortælle, at som kunde hos HOFOR, er det kundens ansvar at sikre, at HOFOR kan udskifte måleren. Det står i HOFORs leveringsbestemmelser, som er et sæt regler, der beskriver, hvilke forpligtelser kunden har, og hvilke forpligtelser HOFOR har. Et eksempel kunne være, at hvis der mangler et håndtag på vandrøret på den ene side af måleren hos en kunde, så HOFORs medarbejder ikke kan lukke for vandet og skifte måleren, så er det kunden, der skal betale udgiften til en VVS’er, der sætter et håndtag på vandrøret. Jeg forstår dog godt, hvis man som kunde synes, det er en ærgerlig ekstra udgift. Man kan læse leveringsbestemmelserne på HOFORs hjemmeside.

 

Jesper Jensen,

teamleder for Ledningsdrift i HOFOR

menu
menu