HIF har ramt bunden!

HIF har ramt bunden!

2-0 nederlag til bundholdet Roskilde – og lige nu ligner HIF mere et hold til nedrykningsspillet

FODBOLD: Fredag aften ramte Hvidovre bunden, da 1. divisionsholdet ude tabte til bundproppen FC Roskilde, der inden opgøret kun havde skrabet et enkelt point sammen i de første otte runder.
Hvidovre var selvsagt storfavoritter mod oprykkerne, og undskyldninger for ikke at køre hjemmeholdet over, var vanskelige at få øje på.
Men efter bare syv minutter sørgede hjemmeholdet for en chokstart, da et ufarligt indkast på midten af banen ikke blev afvist, og et hurtig sideskift over til venstre side, gav en indlægsmulighed til en helt fri Oliver Juul Jensen, der sparkede bolden ind i et halvtomt mål.
Efter små tyve minutter fik Daniel Stenderup en mulighed, da Christian ”Greko” Jakobsen snittede bolden ind til anføreren, der dog ikke fik ordentligt træf på bolden.
Kort efter havde FC Roskilde muligheden for at gøre det til 2-0, da Magnus Fredslund med en aflevering til en modstander startede en omstilling, der endte med et skud på undersiden af overliggeren.
Det var generelt billedet på kampen, hvor HIF-mandskabet slet ikke var til stede. Det tekniske niveau var hverken til Superliga eller 1. division, og arbejdsindsatsen var nok lavpunktet under træner Per Frandsen.
Heldigvis stod det kun 1-0, da de to hold løb på banen til 2. halvleg, som heller ikke blev en mere opløftende affære. Landsholdsaktuelle Ahmed Iljazovski var kommet ind fra 2. halvlegs start i stedet for Magnus Fredslund. Men efter et lille kvarter var det slut for nordmakedoneren, der først tabte sin duel inde i feltet og derefter skubbede sin modstander i ryggen. Det betød rødt kort og straffe til FC Roskilde, som lukkede kampen og sikrede sæsonens første sejr på 2-0.
Må kigge indad...
Det var skræmmende at være vidne til, hvordan et hold med så mange divisions- og Superligakampe kan levere så dårlig en indsats. En indsats, der virkelig kræver, at man kigger indad, hvis ikke man skal køres midtover af Esbjerg og Vendsyssel i de næste to kampe. Lige nu ligner det mere deltagelse i nedrykningsspillet end oprykningsmuligheder!
ka-ma
menu
menu