Hvad blev der af beboerdemokratiet?

UGENS KOMMENTAR af Niels Erik Madsen
UGENS KOMMENTAR: En gruppe beboere har i 21 år været aktive i Frihedens Boligselskabs hundeklub. De har haft betalt medlemskab, og alt er foregået efter bogen og de beboerdemokratiske spilleregler.
Hen over sommeren 2023 får afdelingsbestyrelsen imidlertid den ide, at arealet skal bruges til noget andet - vist nok en sansehave - og hundeklubben må derfor flytte til en åben hundegård. Beslutningen sættes i værk og hundeklubben reduceres til en hundegård for alle med hund.
Den ændring undrer hundeklubbens medlemmer sig over, for det har ikke været taget op på et beboermøde. De klager derfor og efter uendelig lang tid, får de en afgørelse fra Beboerklagenævnet i Hvidovre.
Afgørelsen er klar: Afdelingsbestyrelsen har ikke handlet efter de gældende regler om at en sådan beslutning skal tages op på beboernes afdelingsmøde.
Den gamle hundeklub er dog for længst nedlagt, og i et brev får beboerne nu at vide, at afdelingsbestyrelsen ikke alene har truffet beslutningen, men at organisationsbestyrelsen også har været inde over. Af brevet, som Hvidovre Avis har set, står det klart, at hvis organisationsbestyrelsen har truffet beslutningen, så står den ved magt.
Tilbage står spørgsmålet: Hvad blev der lige af beboerdemokratiet i Frihedens Boligselskab?
nem