Sikrer at børn og unge får den rette støtte

Sikrer at børn og unge får den rette støtte

Kommunalbestyrelsen godkender kvalitetsaftaler med Hvidborg og Skolen Sputnik

NYHEDER: Kommunal-bestyrelsen har på seneste byrådsmøde formelt godkendt kvalitetsaftaler med to af byens vigtigste behandlings- og specialundervisningstilbud, Hvidborg Børnecenter og Skolen Sputnik Hvidovre. Disse aftaler er et resultat af nye lovkrav, der trådte i kraft den 1. januar 2024, som kræver kvalitetsaftaler mellem beliggenhedskommuner og private behandlings- og specialundervisningstilbud.
Godkendelsen kom efter Børne- og Uddannelses­udvalgets anbefaling tidligere på måneden. Aftalerne skulle være på plads inden 1. juli 2024 for at opfylde de nye lovkrav, der blev indført som en del af en revidering af folkeskoleloven.
Baggrund for Lovkravet
 Undersøgelser fra Folketingets Ombudsmand og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har afsløret, at mange af landets udsatte børn og unge ikke modtager den nødvendige undervisning i behandlings- og specialundervisningstilbud.
For at sikre en højere standard blev det besluttet, at sådanne tilbud skal indgå en kvalitetsaftale med beliggenhedskommunen. Aftalerne skal blandt andet sikre bedre samarbejde med det lokale skolevæsen og specifikke beslutningsprocesser vedrørende fritagelse fra fag og prøver.
Rammer for kvalitetsaftalerne

Kvalitetsaftalerne skal udarbejdes af:

  • Børne- og ungehjem med specialundervisningstilbud.
  • Døgninstitutioner med specialundervisningstilbud.
  • Behandlings- og specialundervisningstilbud.

Aftalerne indeholder oplysninger om tilbuddets organisering, økonomiske forhold, målgrupper og rammerne for undervisningen. Beliggenhedskommunen vurderer aftalerne ud fra fire temaer: undervisningens organisering, undervisningens tilrettelæggelse, medarbejdernes og ledelsens kompetencer samt samarbejdet med det lokale skolevæsen.

Hvidborg

Hvidborg Børnecenter, som består af et børne- og ungehjem, en intern skole, et opholdssted, et forebyggende familietilbud, et samværshus og familielejligheder, har fået deres kvalitetsaftale godkendt. Aftalen, der lever op til gældende lovgivning, blev udarbejdet af skoleafdelingen og PPR, som vurderede, at Hvidborg kan levere gode rammer, undervisning og behandling til målgruppen.

Skolen Sputnik

Hvidovre Skolen Sputnik Hvidovre, som vil flytte til Arnold Nielsens Boulevard i efteråret 2024, tilbyder en række behandlings- og specialundervisningstilbud for elever på alle klassetrin. Kvalitetsaftalen for Skolen Sputnik blev også godkendt, og det vurderes, at skolen har udarbejdet en fagligt funderet aftale, der beskriver, hvordan de vil levere gode rammer, undervisning og behandling til deres målgruppe.

Hvidovre Kommune har iværksat en møderække mellem Sputnik og relevante kommunale parter for at sikre en effektiv implementering og samarbejde.

PPR vil føre årlige tilsyn med begge institutioners behandlings- og specialundervisningstilbud for at sikre, at de fortsat lever op til kravene i kvalitetsaftalerne.

Foto: Skolen Sputnik kommer til at have til huse på Arnold Nielsens Boulevard.

menu
menu