Foredrag i Risbjerg kirke: Shellhuset og Den Franske Skole
ARRANGEMENT: På tirsdag den 28. januar kl. 14 kan du, ved et foredrag i Risbjerg Kirke, blive klogere på en af besættelsestidens mest dramatiske hændelser; bombningen af Shellhuset og Den Franske Skole. Historiker Christian Aagaard fortæller om det skelsættende angreb og om efterspillet.
Shellhuset i Kampmannsgade blev under 2. verdenskrig konfiskeret af tyskerne og brugt som hovedkvarter af Gestapo i Danmark. Den 21. marts 1945 gennemførte Royal Air Force et luftangreb, der skulle ødelægge bygningen. Et af de angribende fly styrtede ved Den Franske Skole, og røgen herfra skabte forvirring, så piloterne på nogle af de næste fly troede, at det var denne bygning, de skulle angribe.
Det var en militær succes, men samtidig en menneskelig tragedie, idet bombardementet af det tyske politihovedkvarter lykkedes til fulde, men med cirka 150 dræbte civile danskere som følge – deriblandt 86 skolebørn på den katolske skole på Frederiksberg.
Men hvorfor skulle et så risikabelt luftangreb overhovedet gennemføres så sent i krigen, hvordan forløb aktionen og hvordan var efterspillet i tiden umiddelbart efter? De spørgsmål og mange, mange flere besvares under foredraget, der på baggrund af foredragsholderens research til bogen ”Bombemål Shellhuset” minutiøst udfolder den skæbnesvangre dag i 1945.
Christian Aagaard er historiker og arbejder til dagligt som museumsinspektør ved Museum Amager. Han er desuden forfatter til flere bøger om besættelsestiden.
Der er gratis adgang til foredraget og tilmelding er ikke nødvendig.
Foto: Ødelæggelserne ved Den Franske Skole i marts 1945. (Foto: Frederiksbergs Stadsarkiv, public domain)