Både børn og ansatte får glæde af tid til forberedelse i hverdagen

Både børn og ansatte får glæde af tid til forberedelse i hverdagen

Bedre trivsel, mere nærvær og styrket faglighed. Nu får pædagoger og pædagogiske assistenter i Hvidovre Kommunes institutioner en times forberedelsestid hver uge, og det har betydning for kvaliteten i dagtilbuddene

NYHEDER: Hvidovre Kommune indfører forberedelsestid for pædagoger og pædagogiske assistenter for at forbedre kvaliteten i dagtilbuddet. Medarbejdere får en time om ugen til planlægning, forberedelse og faglig udvikling. Tiltaget skal sikre, at børnene oplever mere nærværende og fokuserede voksne.

Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Sara Benzon, udtaler, at tiltaget vil løfte det pædagogiske tilbud og gavne både børn og forældre.

– Vi har i forvejen rigtig mange dygtige og engagerede medarbejdere, men dette tiltag løfter kvaliteten endnu mere, siger hun.

Borgmester Anders Wolf Andresen er også glad for tiltaget og mener, at det vil gøre en stor forskel.

– Vores børn vil opleve voksne, der kan være nærværende og fokuserede, fordi de kan vente med at tænke på forberedelse og planlægning, siger han. Han tilføjer, at tiltaget også vil øge arbejdsglæden hos mange medarbejdere.

Forberedelsestiden skal bruges til at styrke de pædagogiske læringsmiljøer og sikre, at det pædagogiske personale kan arbejde systematisk og struktureret med planlægning, refleksioner og viden. Det kan f.eks. være forberedelse af pædagogiske aktiviteter, forældresamtaler, tværfaglige møder eller forløb for nye børn.

Aftalen er en del af kommunens budget for 2025 og er udarbejdet af kommunens Center for Børn og Familier i samarbejde med ledere fra dagtilbud og fællestillidsrepræsentanter fra FOA og BUPL. Den omfatter pædagoger og pædagogiske assistenter, der arbejder mindst 30 timer om ugen. Medarbejderne kan bruge forberedelsestiden både alene og sammen med kolleger.

Aftalen vil blive evalueret i 2026 for at vurdere, om pædagogmedhjælpere også kan inkluderes.

menu
menu