Fornem hæder
Hvidovre Atletik & Motion blev årets forening i Dansk Atletik Forbund
ATLETIK: Ved Dansk Atletik Forbunds årsmøde var der en dejlig overraskelse til Hvidovre Atletik & Motion, da man blev valgt som Årets Forening 2024. Atletikforbundets formand, Lars Werge, lagde ved overrækkelsen specielt vægt på klubbens evne til nytænkning og langsigtet strategi- og visionsarbejde, og nævnte også et flot afviklet DM i atletik på Hvidovre Stadion som baggrund for hædringen.
Karsten Langball var en meget smilende formand efter overrækkelsen: ”Vi er glade, stolte og ydmyge over denne her hædersbevisning fra vores egen verden. Vi har arbejdet hårdt for vores nye Vision2030, hvor afsættet netop har været at tænke ud af de vante rammer for at nytænke os selv som klub. Så dejligt at andre også lægger mærke til at vi gør noget anderledes og påskønner det med denne her pris”.
Atletikklubben har brugt det sidste år på en større analyse af de udfordringer der findes for os som borgere i det danske samfund, og forsøgt at sætte det ind i en sportslig ramme, for at se om det gav værdi at udvikle målrettede tilbud. Man er kommet frem med en større pakke med tilbud indenfor bredde- og sundhedsområderne, som man allerede er begyndt at rulle ud, hvor første fase var en styrkelse af organisationen i klubben ved at udvide eksisterende stillinger og deltidsansætte nye medarbejdere indenfor administration og kommunikation.
- Vi satser benhårdt de kommende år, og vi blev rigtig glade, da Danmarks Idrætsforbund for nyligt introducerede deres nye satsningsområder, og vi kunne spejle os i rigtig mange af de samme analyser og konklusioner. En god bekræftelse på, at vi nok ikke rammer helt ved siden af med vores Vision2030, udtaler en forventningsfuld Sportsdirektør, Michael Bruun Jepsen.