Borgmester: Holmene droppes
Holmene er ikke længere en plan, men måske kan en større landvinding komme på tale, fortalte borgmester Anders Wolf Andresen til Hemingway Clubbens nytårskur
NYHED: Hemingway Clubbens årlige nytårskur med borgmesterlige ord var alt andet end kedelig. Man skulle tro, at alt var sagt om Hvidovres fremtid i borgmesterens lange nytårsinterview, som blev bragt i sidste nummer af denne avis.
NYIndryk: Planerne om ”De ni øer” ved Avedøre Holme indgik dog hverken i artiklen i avisen eller i nytårstalen i Strungesalen på Risbjerggaard, men på et spørgsmål fra salen om de omdiskuterede øer svarede Anders Wolf Andresen:
NYIndryk: – Hvis vi kommer til at lave noget så bliver det i en samlet landvinding som indgår i den samlede stormflodssikring af vores hovedstad. Det er sådan helt grundlæggende. Ellers kommer det aldrig til at fungere for os. Jeg tror, at de fine billeder af De ni øer i virkeligheden på sigt har gjort mere skade end de har gavnet os i forhold til det som Hvidovre har brug for. Det kunne man jo ikke vide, da man lavede dem, men det har vist sig. Jeg ved ikke, om der bliver noget projekt, og hvis der bliver noget, så bliver det i hvert fald ikke det man viste den gang, sagde borgmester Anders Wolf Andresen til nytårskurens deltagere.
Anders Wolf Andresen bekræfter overfor Hvidovre Avis, at han rigtig nok blev spurgt om Holmene på mødet.
– Jeg blev spurgt til de 9 øer og svarede, at hvis vi laver et projekt med landvinding og stormflodssikring, så bliver det næppe i form af 9 øer, fordi det simpelthen er for dyrt og svært at stormflodssikre til de nye krav i forhold til klima osv. Så hvis vi laver et projekt som Holmene, så bliver det mere i form af en samlet strækning og landvinding, siger Anders Wolf Andresen til Hvidovre Avis.
Foto: ”De ni øer” projektet bliver ifølge borgmesteren ikke til noget. Illustration URBAN POWER for Hvidovre Kommune.
eg + red