– De enkelte ejere har selv ansvaret...

– De enkelte ejere har selv ansvaret...

Formændene for FD Hvidovre, Henrik Berg, og Avedøre Fjernvarme, Morten Kallehauge fortæller om fjernvarmeserviceordningen

NYHEDER: Hvidovres fjernvarmekunder har en serviceordning, hvor fjernvarmeværket tilbyder servicering af fjernvarme enheden under teknologisk instituts service kvalitetssikringsordning.
Flere borgere har henvendt sig til redaktionen og på de sociale medier udtrykt kritik af ordningen, bl.a. at tjekket ikke er grundigt nok: ”man tjekker ikke beholder og anode – de skriver bare ok” skriver en borger, en anden fjernvarmekunde er efter et pletfrit servicetjek i august i år, nu endt med vandskade og udskiftning af anode – en udgift på 34.000 kr.
 Hvidovre Avis har forholdt FD Hvidovre og Avedøre Fjernvarme kritikken:
 – Vi har i mange år haft en fjernvarmeserviceordning i Hvidovre Kommune. Da der er opstået tvivl om serviceordningen og ansvaret for den, vil vi gerne beskrive ordningen nærmere, skriver formændene for FD Hvidovre, Henrik Berg og Avedøre Fjernvarme, Morten Kallehauge.
Hvorfor denne ordning?
– Fjernvarmeserviceordningen er en ordning, hvor man som forbruger kan få sin fjernvarmeinstallation efterset af et certificeret firma, typisk et VVS-firma. Udgangspunktet for ordningen er, at det er den enkelte forbruger, der tilmelder sig ordningen, fordi det er den enkelte forbruger, der ejer og dermed har ansvaret for fjernvarmeinstallationens drift.
 – I Hvidovre har fjernvarmeaftagere i Avedøre Fjernvarme og FD Hvidovre en særlig gunstig ordning, fordi det er de 2 fjernvarmeselskaber, der afholder udgifterne til ordningens udførelse; men det er fortsat de enkelte ejere, der har ansvaret for fjernvarmeinstallationerne. Ansvaret betyder, at man skal følge de vejledninger og instruktioner, der følger med en ny
fjernvarmeinstallation.
 Hvorfor går fjernvarmeselskaberne overhovedet med i ordningen?
 – Da man indførte Hvidovre-modellen, skete det, fordi det kunne konstateres, at mange forbrugere – typisk parcelhusejere – havde en meget dårlig afkøling. Ved at indføre ordningen som en del af fjernvarmeselskabernes aktiviteter ville vi sikre en bedre afkøling, der kommer alle fjernvarmeaftagere til gode. Sagen er nemlig, at de lokale selskaber bliver belønnet for god afkøling fra det overordnede fjernvarmenet efter devisen: jo bedre afkøling, jo bedre økonomi for alle. Derfor modtager
Hvidovres fjernvarmeselskaber hvert år en betaling fra det overordnede fjernvarmenet for god afkøling.
 – Serviceordningen er finansieret gennem en del af afkølingsgevinsten fra det store system. Tanken er således, at udgifter og indtægter ved ordningen skal balancere og gerne give et bidrag til alle for optimal afkøling af det lokale fjernvarmesystem.
 Hvem står for ordningen?
 – Tovholderne i ordningen er Dansk Fjernvarme og Teknologisk Institut (TI). TI sørger for opdatering af ordningen, ligesom TI sørger for oplæring af de folk, der skal udføre service overfor fjernvarmeaftagerne. Servicefolkene modtager et certifikat på den udvidede serviceuddannelse. Udover oplæring udarbejder TI alle blanketter m.m. til brug for serviceordningen.
 – Det betyder, at fjernvarmeselskaberne reelt ikke udfører andre opgaver end at vælge (efter udbud) det firma, der skal udføre service, og herefter betale for udførelsen af service.
 Rapporter m.m. fra servicebesøgene bliver sendt til den enkelte fjernvarmeaftager og TI.
 – TI søger hele tiden at forbedre uddannelse og afrapporteringer, og har løbende udviklet blanketten, der skal udfyldes af servicefolkene, når de aflægger besøg.
 Hvad betyder ordningen for den enkelte fjernvarmeaftager?
 – Serviceordningen friholder på ingen måde den enkelte aftager fra ansvaret for at passe sin installation, f.eks. ved at følge instruktioner og vejledninger, slutter Henrik Berg og Morten Kallehauge.
menu
menu