En dag med aktiviteter og inspiration
Seniormessen 2024 i morgen fredag
ARRANGEMENT: Alle borgere over 60 år inviteres til årets Seniormesse, som finder sted i morgen fredag den 15. november fra kl. 14 til 18 i Kometen. Messen byder på en unik mulighed for at opleve alt, hvad lokalsamfundet kan tilbyde seniorer af aktiviteter, spændende fællesskaber og tilbud.
På Seniormessen kan gæsterne udforske over 30 stande repræsenteret af lokale foreninger, virksomheder og kommunale tilbud, der præsenterer en bred vifte af aktiviteter og initiativer. Her kan man finde alt fra fritidsaktiviteter og foreningsliv til frivillige muligheder, der bidrager til at gøre Hvidovre til et endnu bedre sted at bo og leve.
Udover standene byder programmet på inspirerende oplæg, der berører relevante emner som arveregler, sikkerhed på nettet og den store overgang fra arbejdsliv til pensionisttilværelsen. Det er også muligt at prøve kræfter med forskellige former for fysisk aktivitet som line dance, stolegymnastik, yoga og zumba, så man kan finde netop den træningsform, der passer bedst.
Deltagelse i Seniormessen er gratis, og det kræver ingen tilmelding. Man skal blot sætte kryds i kalenderen og invitere venner, familie og bekendte til en eftermiddag fyldt med inspiration, aktiviteter og hyggelige pauser med gratis kaffe, te, vand og kage.