Sygeplejerskerne rykker ud i hjemmeplejedistrikterne

Sygeplejerskerne rykker ud i hjemmeplejedistrikterne

Fra årsskiftet bliver de faste teams i Hjemmeplejen styrket med endnu en faglighed tæt på borgerne

NYHEDER: Hvidovre Kommune er netop nu i gang med en ændring af organiseringen af Hjemmeplejen og Sygeplejen, der betyder, at kommunens sygeplejersker fra januar 2025 kommer endnu tættere på borgernes hverdag. I stedet for som
hidtil at være en selvstændig enhed, bliver sygeplejen en del af Hjemmeplejen, og sygeplejerskerne skal nu arbejde fast i kommunens tre hjemmeplejedistrikter – Nord, Vest og Syd.
– På den måde styrker vi de faste teams i Hjemmeplejen med endnu en faglighed, og det får betydning for den kvalitet, borgerne bliver mødt med i kontakten med os. Vi vil gerne give borgerne en helhedsorienteret og fagligt velfunderet pleje og omsorg, siger centerchef for Sundhed og Ældre i Hvidovre Kommune, Christel Damgaard.
Mindst to ledere i alle distrikter
Som en del af den nye organisering har nogle af lederne i Hjemmeplejens distrikter byttet plads, så der i alle distrikter fra den 6. januar vil være mindst to ledere, som er uddannet sygeplejerske og sosu-assistent.
Medarbejderne i Hjemme­plejen og Seniorrådet blev orienteret om ændringerne i sidste uge.
 I foråret 2024 begyndte Hvidovre Kommunes Hjemme­pleje at arbejde i faste teams. Det startede i Hvidovre Nord, og blev senere indført i distrikt Vest. I slutningen af 2025 vil faste teams også blive indført i hjemmeplejens distrikt Syd, og modtagere af hjemmehjælp/sygepleje i dette distrikt vil modtage et brev, når tiden nærmer sig for faste teams hos dem.
Arbejdet i faste teams i Hjemmeplejen betyder, at det er en fast gruppe af 8-10 social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og en visitator, der arbejder sammen om at støtte, hjælpe og yde pleje til borgeren.
De faste teams kan trække på andre fagpersoner i kommunen, hvis der er behov for det. Det kan f.eks. være demenskoordinator, pårørendekoordinator, diætist, kommunens udrednings- og rehabiliteringsteam.

red
menu
menu