Husk nu på de lokale butikker
UGENS KOMMENTAR af Niels Erik Madsen
UGENS KOMMENTAR: I denne uge starter vores årlige julekonkurrence, der er mulig i kraft af lokale kræfter, der ønsker at annoncere og være en del af vores lokale juletradition.
Vil man være med i julekonkurrencen vil vi opfordre til, at man besøger vores annoncører i konkurrencen og udfylder en kupon. Så kan man både få et indblik i julemandens trængsler, om man tror på, at han findes eller ej, og man har mulighed for at vinde en af præmierne i julekonkurrencen.
Julekonkurrencen kunne ikke lade sig gøre uden annoncørernes bidrag, så først og fremmest tak til dem. De er medvirkende til, at en lokalavis som nærværende fortsat kan udkomme gratis til vore mange læsere hver uge.
Men Hvidovre Avis er ikke den eneste virksomhed, der er afhængig af støtte fra lokale, hvis man som Hvidovreborger ønsker at bevare et rigt og varieret udbud af muligheder og varer i lokalområdet. Det samme er de øvrige lokale virksomheder og forretninger, store som små i Hvidovre.
Derfor vil vi igen i år opfordre til, at man til årets julegaveindkøb og julefesternes mad - orienterer sig lokalt og ser på, hvad der er af muligheder for at klare indkøbene i Hvidovre. Det vil medvirke til at bevare et levende lokalområde, hvor vores lokale butikker og erhvervsdrivende kan overleve.