Gælder der andre regler for Frelsens Hær?

Hvordan kan man sælge et areal og så ikke afgive det?, skriver METTE og MORTEN JENSEN:
LÆSERDEBAT: I forbindelse med at Frelsens Hær i starten af 2020 udstykker fire parcelhusgrunde af deres egen matrikel, som bliver til Catherine Boothsvej 18A–18D, så skal der ifølge udstykningspapirerne og det nye matrikelkort, være en syv meter bred privat fællesvej som adgangsvej til de ny udstykkede grunde. For at dette kan lade sig gøre så skal Frelsens Hær afgive et areal af
Solgårdens børnehave, som de har solgt i forbindelse med udstykningen, for at vejen kan blive syv meter bred. Ifølge udstykningsansøgningen, så skulle alle pengene fra salget gå til renovering af Solgården. Det er svært at se at det er sket.
Frelsens Hær laver ikke vejen i henhold til udstykningen og sælger efterfølgende de fire parcelhusgrunde til en mellemmand, der herefter videresælger til de nuværende ejere.
Allerede mens vores hus blev bygget, undrede vi os over at vejen ikke var blevet lavet i henhold til udstykningen. Vi har derfor været i kontakt med Hvidovre Kommune som skal håndhæve dette og fortælle Frelsens Hær hvordan en vej skal se ud i Hvidovre Kommune. Hvidovre
Kommune forhaler sagen og der er nu gået knap fire år hvor der absolut intet er sket, andet end der er en masse medarbejdere der har fratrådt deres ledende stillinger i Vej og Park.
Er der noget uldent i denne sag?
Hvordan kan man sælge et areal og så ikke afgive det. Hvordan kan det være at kommunen ikke håndhæver det? Kan der være en sammenhæng mellem forhandlingerne mellem
Hvidovre Kommune og Frelsens Hær, som vi kunne læse på forsiden af Hvidovre Avis, i et indlæg af Lars Lydholm fra Frelsens Hær, har varet i netop fire år.
Efterfølgende har vi spurgt ind til mange ting på Hvidovre Kommune som ikke bliver besvaret. Hvordan kan Frelsens Hær lede vand fra deres bygninger direkte ud på den private fællesvej – som løber direkte ned på vores grund? Hvordan kan Frelsens Hær have en storskraldcontainer stående på en vendeplads der er en del af den private fællesvej – den har nu stået der siden vi startede med at bygge for fire år siden? Hvordan kan Frelsens Hær have en kæmpe skorsten stående på vendepladsen på den private fællesvej og hvordan kan Frelsens Hær lave et parkeringsareal for enden af den private fællesvej uden at søge om tilladelse til det? Hvordan kan Hvidovre Kommune godkende en udstykning med en syv meter bred vej, når der står i lokalplanen at en blind vej skal være minimum 8,4 meter – der er ingen notater om hvorfor det er godkendt og ingen dispensationer.
Ja, det er blot nogle af de spørgsmål vi har stillet til Hvidovre Kommune, men som det åbenbart ikke er så nemt at svare på. Vi får i hvert fald ikke nogen svar.
Mette og Morten Jensen
Catherine Boothsvej 18D