– Tak for et spændende år
En jule- og nytårshilsen fra ANNE GJELSTRUP, formand for menighedsrådet i Strandmarkskirken:
NAVNE: 2024 har været et utroligt spændende år. Vores Strandmarkskirke er ved at gennemgå en stor forandring i sit udseende. Det er ikke nok med Botox, næh, der skal håndværkere fra alle fag til at forskønne vores kirke. Der har været mange forberedelser i underetagen og mange har spurgt; ”Hvornår går det i gang?” På nuværende tidspunkt kan ingen være i tvivl om, at nu sker der noget!! Vi har fået mange konfirmander i år - ca. 140 - og det har derfor været nødvendigt at ansætte en konfirmandlæser, så vores gode præster kunne blive aflastet. Velkommen til Lise. Det er dejligt at se konfirmanderne om søndagen og de har ofte deres forældre eller andre pårørende med.
Vores trofaste og flittige kirketjener, Gitte, måtte vi sige farvel til pr. 1. december, hvor hun havde sin sidste tjeneste. Det blev en dejlig og festlig dag, hvor mange mødte op for at sige tak for nu og ønske Gitte et dejligt nyt kapitel i sit liv. Samtidig kunne vi byde vores nye kirketjener, Grete, rigtig hjerteligt velkommen i vores midte. Grete begyndte den 1. november, så hun stille og roligt kunne lære kirkens hverdag at kende, og vi kan allerede nu mærke, at vi har fået et super godt kirketjenerteam i Grete og Jonas.
Trofaste frivillige er stadig af stor betydning for alle vores aktiviteter lige fra Tirsdagskredsens Café over Strandmarkskirkens Sociale Arbejde til Menighedskredsen. I frivillige er uundværlige! Fra Menighedsrådet skal lyde en stor tak for jeres arbejde.
På pulpituret skete der også forandringer. Først byttede Lars og Randi roller, så Randi blev 1. organist. I august blev Helle så ansat på deltid, og Lars er også stadig hos os en håndfuld timer om ugen. Vi nyder deres dejlige orgelspil og korets smukke stemmer om søndagen. Vi er meget privilegerede med hensyn til musik i Strandmarkskirken.
Tak til Anne Dorthe kirkekulturmedarbejder og Annemarie på kirkekontoret for jeres imødekommenhed, når både frivillige og borgere kigger forbi, og til vores præster Niels Christian, Morten og Antje for gode gudstjenester og godt samarbejde i kirken. 2024 var valgår til Menighedsrådet. Vi havde et godt valg. Vi måtte sige farvel til Lisbet, Hugo og Jørgen og var så heldige at byde velkommen til Marianne, Eva Julia og Mogens. Vi glæder os til samarbejdet.
Torsdag den 14. november havde vi sidste møde i det tidligere Menighedsråd. Jeg har været formand i 5 år. Det har været udfordrende på den gode måde og jeg har været glad for samarbejdet på kryds og tværs.
Jeg er også glad og beæret over, at det nye Menighedsråd har valgt mig som formand og takker for tilliden. Jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet og til gode og iderige møder, hvor alle kan komme til orde og hvor vi finder gode løsninger på de opgaver, der venter.
Til slut vil jeg gerne sige glædelig jul og godt nytår til alle og især jer, der har været indenfor kirkens døre i årets løb – uanset årsag. Vores Strandmarkskirke er åben til mange handlinger, både søndagsgudstjenesten, bisættelser, begravelser, dåb og bryllupper. Vi glæder os over de mange aktiviteter i ugens løb og når vi kan åbne dørene for koncerter og andre større arrangementer.
Efter nytår står kirkens liv meget i byggeriets tegn og om nogle måneder står kirken og lokalerne klar til at favne endnu flere arrangementer og endnu flere mennesker. Vi glæder os.
Kærlig hilsen
Anne Gjelstrup