Seniorrådet informerer: Udvidelsen af ”Paletten” bør være dobbelt så stor

Seniorrådet informerer: Udvidelsen af ”Paletten” bør være dobbelt så stor

Vi bør fremtidssikre et godt aktivitetscenter

AKTUEL KOMMENTAR: Allerførst ønsker vi i Seniorrådet alle et godt og lykkebringende nytår.

Seniorrådet har igennem mange år haft kontor og mødelokaler i ”Huset” Hvidovrevej 253. Dette forsvandt i foråret, da kommunens sparekniv også ramte Seniorrådet. Vi har derefter fået kontor i Paletten (tidligere Aktivitetscentret), Hvidovregade 49.

Vi har været meget glade for den modtagelse vi i foråret fik af Palettens ledelse, medarbejdere og brugere. Vi er blevet en del af livet i Paletten. Og er glade for at være der.

Små forhold

Vores kontor er meget småt i forhold til, at vi ved vores møder skal være syv seniorrådsmedlemmer samt en sekretær. Dvs. i alt otte personer. Vores kontor huser desuden kontorhold for ”Det Frivillige Ældrearbejde”. Pga. dels tavshedspligt dels plads, så kan vi under ingen omstændigheder være der samtidig med ”Det Frivllige Ældrearbejde”. Vi havde på vores gamle lokalitet hvert sit store kontor i modsætning til nu, hvor vi har et lille kontor til deling.

Det er vedtaget politisk, at Paletten skal udbygges med 200 kvadratmeter. Det er dejligt og meget påkrævet, at Paletten udbygges.

Paletten har hele tiden haft et keramik- og glasværksted, træværksted samt metal/cykelværksted. Disse værksteder ligger i kælderen, hvor brugerne af sikkerheds hensyn ikke må komme. Dvs. de ligger ubrugte hen og har gjort det i flere år.

Ingen er tjent med 200 kvm udvidelse. 400 kvm bør være målet. Så vil der blive plads til både værkstederne og os. Ønsket om at få gang i værkstederne igen er stort hos brugerne. Træ- og metalværkstedet tiltrækker mange mænd, som ikke kommer der pt. pga. manglende værksteder. Gymnastiksalen er lille ift. det behov der er for gymnastiksalen. Denne bruges pt. til linedance, gymnastik og stole gymnastik.

Når dette er nævnt, så er der også et stort ønske fra Seniorrådets og Det Frivillige Ældrearbejdes side om et mødelokale, som kan bruges til møder, hvor vi er mere end syv mødedeltagere samt naturligvis bruges af Paletten til arrangementer.

Vi ved alle indenfor få år, kommer der flere ældre. Derfor skal vi allerede nu fremtidssikre, at vi har et godt aktivitetscenter for seniorer. Et center der tiltrækker seniorer til at deltage i aktive fællesskaber. Aktivitet og fællesskab er kodeord for livskvalitet og modvirker ensomhed.

Udvider vi Paletten med 400 kvm nu, så vil det forholdsmæssigt være væsentligt billigere at gøre det nu fremfor at udvide med yderligere 200 kvm om få år.

Vi henstiller derfor til politikerne om at overveje nøje, om ikke vi skal have 400 kvm mere i Paletten nu.

Jørgen Nygaaard,
formand Seniorrådet

menu
menu