Hjemmeplejen er i en svær tid

Hjemmeplejen er i en svær tid

– men vi arbejder for forbedringer, siger borgmester Anders Wolf Andresen

NYHEDER: Kritikken af den politiske styring af den kommunale hjemmepleje er kras, men borgmesteren har stort fokus på at løse problemerne, skriver han her:

– Hjemmeplejen i Hvidovre Kommune står midt i store forandringer og udfordringer i denne tid. Jeg ved, at nogle borgere oplever, at der kommer for mange forskellige medarbejdere i deres hjem, og jeg ved også, at vores dygtige medarbejdere mærker presset i denne overgangsperiode. Det tager jeg som borgmester meget alvorligt, siger borgmester Anders Wolf Andresen

De seneste mange måneder har hjemmeplejen gennemgået en omfattende omstilling. En del af denne har været at samle medarbejderne i nye rammer på Høvedstensvej for at styrke samarbejdet og vidensdelingen på tværs af faggrupperne.

- Ved at samle kræfterne ét sted får vi bedre sammenhæng i hjemmeplejen for borgerne og mere faglig sparring for medarbejderne.

– Vi har også indført, at medarbejderne skal arbejde i faste teams, så borgerne ikke bliver mødt af så mange forskellige ansigter. Det har medført organisationsændringer og forandringer i hverdagen for både medarbejdere og nogle borgere. Vi har desværre også fået et påbud i et af vores distrikter, som vi arbejder målrettet på at rette op på. Samtidig har vi – som mange andre kommuner – en udfordring med at rekruttere nok medarbejdere.

- Det er uundgåeligt, at borgerne mærker disse forandringer. Men Hjemmeplejen har et stort fagligt fokus på at gøre overgangen til den nye struktur så tryg som mulig for borgerne. Det indebærer blandt andet en grundig, nedskrevet overlevering af borgernes rutiner og behov, så nye medarbejdere hurtigt kan sætte sig ind i den enkelte borgers situation.

– Jeg ved, at hjemmeplejen altid bestræber sig på at finde de bedste løsninger, der både tager hensyn til borgernes og de pårørendes ønsker, og samtidig sikrer en sammenhængende og velfungerende hjemmepleje. Det er en kompleks opgave at få hverdagen i hjemmeplejen til at hænge sammen, men målet er altid at sikre en stabil, omsorgsfuld og professionel pleje for alle borgere.

– Jeg var sidste mandag på besøg hos hjemmeplejen og kunne se, at det er en hård tid for medarbejderne. Jeg har den største respekt for deres indsats, for selvom rammerne er svære, møder de stadig borgerne med omsorg og høj faglighed.

– Der er allerede sat flere konkrete initiativer i gang for at støtte medarbejderne i den nye hverdag. Vi vil gerne sikre, at medarbejderne trives og lytter til, hvad der skal til for at gøre deres hverdag bedre. Vi ved, at de fysiske rammer efter flytningen til Høvedstensvej ikke er optimale endnu, og jeg har bedt om at få sat skub i arbejdet med at sikre det. Det handler bl.a. om at sikre bedre parkeringsforhold, cykelparkering og bedre faciliteter i huset.

- Der rekrutteres aktivt for at få flere faste medarbejdere, og en ekstern konsulent bistår medarbejdere og ledelse i overgangen til faste teams. Der arbejdes på at klæde lederne på til den nye rolle, som arbejdet i faste teams kræver, og der er fokus på at skabe en endnu mere synlig ledelse tæt på medarbejderne. Det giver endnu bedre mulighed for en løbende dialog om de udfordringer, medarbejderne møder i deres arbejde.

– Jeg forstår godt, at nogle borgere og medarbejdere oplever en svær periode, og jeg anerkender fuldt ud de frustrationer, nogle har givet udtryk for i den seneste tid. Hjemmeplejen står midt i en stor omstilling, og det er ikke uden udfordringer. Det tager tid at få de nye tiltag til at fungere i praksis, men jeg følger situationen tæt for at sikre en stabil og tryg hjemmepleje – til gavn for både borgere og medarbejdere, slutter Anders Wolf Andresen.

red
menu
menu