MINDEORD: Inge Larsen er gået bort
Hvidovres første kvindelige borgmester blev 93 år
MINDEORD: Inge Larsen, Hvidovre Kommunes borgmester gennem 14 år - og i øvrigt den første kvindelige borgmester i Hvidovre Kommune - er afgået ved døden lørdag den 28. december. Inge Larsen, der fyldte 93 år i august, fik kort efter julen hos familien, et ildebefindende i sit hjem i Bredalsparken, og blev indlagt på Hvidovre Hospital, hvor hun sov stille ind med sin nærmeste familie omkring sig.
Inge Larsen var borgmester fra 1978 til 1992, og hun havde sit hjem i Bredalsparken siden familien flyttede til Hvidovre i 1955. Hun var rask og rørig næsten lige til det sidste, og yndede også at opholde sig i sit sommerhus i Odsherred ved Rørvig.
Hun startede egentlig først sin politiske løbebane, da hun blev medlem af Socialdemokratiet i begyndelsen af 60’erne, hvor hun var skolesekretær på Dansborgskolen, og det var da også engagementet for børn og deres trivsel, der fik hende til at gå ind i politik.
Inge Larsen, blev valgt til kommunalbestyrelsen i 1970, og fik sin første formandspost i Ejendoms- og Arealudvalget i 1974. Hun blev derefter valgt til viceborgmesterhvervet og partiets ordfører, som hun bestred i fire år, og blev fungerende borgmester i 1978, hvor hun efterfulgte Svend Aagesen.
Af helbredsmæssige årsager stoppede Inge Larsen som Hvidovres borgmester den 31. januar 1993, og overlod roret til en anden stærk kvinde Britta Christensen. Inge Larsen har tidligere berettet om sin sygdomsperiode, og at det tog hende et par år at blive restitueret igen. Men klarede det og fik – også i den høje alder - nogle gode år, hvor hun aktivt deltog i det lokale foreningsliv, bl.a. i Socialdemokratiet og Hvidovre Lokalhistoriske Selskab.
Medfølelsen samler sig om familien, de to børn Anne og Per, samt deres ægtefæller med børn, børnebørn og oldebørn..
m