Mindeord om Viggo Jensen: Farvel til en cyklist

Mindeord om Viggo Jensen:  Farvel til en cyklist

DØDSFALD: Viggo Jensen, en kendt, aktiv og afholdt borger i Hvidovre, er død den 2. februar 2025, 92 år gammel. Viggo har boet i Hvidovre i mange år og var i en meget lang periode aktiv og frivillig i Cyklistforbundet, indtil skavanker og sygdom satte en stopper for det aktive liv hos Cyklistforbundet.

Viggo satte et meget stort aftryk på afdelingens arbejde og stillede op som aktiv og frivillig til stort set alle de aktiviteter og arrangementer som Cyklistforbundet gennemførte. Her gav han en hånd med og Viggo har været medvirkende til at Cyklistforbundet kunne levere professionelle arrangementer og aktiviteter.

Han har altid været på pletten uanset tidspunkter, som f.eks. en meget tidlig morgenstund i forbindelse med udlevering af kampagnemateriale til cykelpendlere til kampagnen ”Vi Cykler Til Arbejde”, men også som guide, turleder og arrangør ved mange af afdelingens cykelture og mange andre aktiviteter, som f.eks. underviser og godkendt instruktør til en række førstehjælpskurser til vores medlemmer.

Viggo var en rigtig god ven og kammerat som, hvis der var brug for det, altid gerne gav et godt råd eller en ekstra hjælpende hånd med. Han svigtede aldrig sin medvirken og sine aftaler med Cyklistforbundet. Hans engagement har gjort et stort indtryk på de mange han var sammen med. Vi nød alle godt af hans indsats. Viggo var kendt for sin smittende entusiasme. Hans passion for cykling og fællesskab bragte mange sammen og inspirerede utallige til at deltage i Cyklistforbundets aktiviteter.

Viggo vil blive savnet og tankerne går til familien og de nærmeste pårørende. Æret være hans minde.

På egne og Cyklistforbundets vegne
Finn Ivo Heller, Aktiv og frivillig
i Cyklistforbundet Brøndby & Hvidovre Afdeling

menu
menu