Skøn orgelkoncert med Sergei Teplyi
I Risbjerg kirke på lørdag den 18. januar
ARRANGEMENT: På lørdag den 18. januar kl. 15.00 er der koncert i Risbjerg Kirke med en af kirkens organister, Sergei Teplyi.
Koncertens program fokuserer på orgelmusikken fra 1930’erne – en fascinerende tid, hvor der efter den katastrofale første verdenskrig opstod nye, banebrydende æstetiske idealer. Et af disse var den fornyede interesse for renæssance og tidlig barokmusik, bl.a. for de store barokkomponister Buxtehude og Sweelinck, hvis værker Sergei opfører ved koncerten. Denne interesse var med til at skabe dét, vi i dag kalder for neobarokken.
Til koncerten opføres en sonate af den tyske neobarokmester Hugo Distler og et værk af schweiziske Frank Martin. Derudover vil Sergei opføre farverige værker af de franske komponister Duruflé og Alain, som begge var store orgeldigtere, hvis musik fandt inspiration i Debussys impressionistiske tonesprog og i de meget gamle kirketonearter.
Risbjerg Kirkes orgel er af kammermusikalsk karakter, hvilket betyder, at det egner sig fortræffeligt til dette repertoire.
Sergei Teplyi er født i Sankt Petersborg i 1992 og kom til Danmark som 9-årig. Han har modtaget klaverundervisning fra en tidlig alder og har studeret klaver på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Senere skiftede Sergei over til orgelet, og han studerer nu på 2. år i solistklassen på DKDM, hvor han igennem årene har haft en lang række forskellige lærere, bl.a. Hans Davidsson, Bine Bryndorf, Hans Fagius, Monica Melcova og senest Philip Schmidt-Madsen.
Der er gratis adgang til koncerten og efterfølgende reception i kirkens sideskib.
red