3-1 sejr i det jyske, og HIF kom ovenpå igen

Flot 1. halvleg i Kolding, gav håb om bedre tider
FODBOLD: Det var et presset Hvidovre-mandskab, der fredag aften gik på banen i Kolding. Efter to nederlag i oprykningsspillet var en sejr påkrævet, hvis håbet om en rimelig topplacering skulle holdes i live.
Kampen startede afventende for begge hold, men igen stod Hvidovre stærkt defensivt og lukkede effektivt ned. Theo Sander havde en stille 1. halvleg i målet og blev sjældent sat på prøve.
Efter tyve minutter fik Hvidovre kampens første store chance, da Magnus Fredslund sendte et indlæg ind i feltet til Simon Makienok. Han tog bolden flot ned og bragte Hvidovre foran 1-0.
Scoringen gav HIF’erne momentum, og holdet lykkedes godt med at presse Kolding og ødelægge deres opspil. Efter en halv times spil kom næste scoring. Det var næsten en kopi af den første: bolden blev sendt ind fra højre, Daniel Stenderup snittede den videre til en fri Christian „Greko“ Jakobsen – tilbage i startopstillingen i stedet for skadede Jeffrey Papa. Greko udnyttede pladsen og sendte bolden sikkert i mål til 2-0.
Men Hvidovre var ikke færdige endnu. Kort før pausen blev Kolding spillet tynde, da Andreas Smed fandt Fredrik Krogstad i en god position på kanten af feltet. Den norske midtbanespiller fik plads og sparkede sit første mål for Hvidovre i kassen til pausestillingen 3-0.
2. halvleg blev ikke lige så velspillet eller målrig. Andreas Smed havde en stor mulighed for at lukke kampen tidligt, men misbrugte chancen. I stedet reducerede Kolding til 1-3 efter 53 minutters spil.
Herefter stod HIF stærkt defensivt og lukkede af. Theo Sander måtte kun én gang i aktion for at stoppe en afslutning fra hjemmeholdet. Dermed kunne HIF rejse hjem med tre vigtige point og holde fast i det spinkle håb om oprykning.
Med en sejr i dag, onsdag, mod det velspillende tophold FC Fredericia, kan Hvidovre komme endnu tættere på toppen.
ka-ma