Borgmester: Selvfølgelig skal Solgården bevares

Borgmester: Selvfølgelig skal Solgården bevares

80 mio. kr. for at istandsætte Solgården er mange penge, men Anders Wolf Andresen vil arbejde på at samle kommunalbestyrelsen om at bevare den populære daginstitution

NYHEDER: Står det til Hvidovres borgmester Anders Wolf Andresen skal børneinstitutionen Solgården bevares, men han mener også, at 80 mio. kr. for at sætte bygningerne i stand vil have konsekvenser for andre velfærdsområder i Hvidovre.

I følge borgmesteren er Solgården mere end bare et dagtilbud.

– Det er et fremragende selvejende tilbud, der med sin høje pædagogandel, sin unikke tilgang til natur og dyr samt sin generelle pædagogiske filosofi står som et lysende eksempel på de kvaliteter, vi i SF arbejder for at fremme i vores samfund. Her får børnene den opmærksomhed, omsorg og læring, de fortjener, og vi bør gøre alt for at sikre, at dette fantastiske sted ikke går tabt, indleder borgmester Anders Wolf Andresen.

Han tilføjer, at for ham er det allervigtigste og mest værdifulde aspekt ved Solgården, de ”fantastiske pædagoger, som hver dag giver deres hjerte for børnene”.

– Med deres dedikation og den uundværlige rolle, de spiller i børns liv, gør de Solgården til et helt særligt sted. Det er helt essentielt, at denne medarbejdergruppe bliver værnet om og holdt sammen, så deres unikke styrke og passion for børnene fortsat kan blomstre, siger Anders Wolf.

I følge borgmesteren er det derfor ærgerligt, at det ikke kun er op til kommunen, at Solgården bliver drevet videre, men også Frelsens Hær, der ejer bygningerne.

– Nu har de besluttet at sælge bygningerne, og dermed har de muliggjort den risiko at Solgården lukker. Men det skal ikke være slutningen på Solgårdens historie. Vi kæmper fortsat for at bevare det, og der er flere initiativer i gang for at sikre, at dette fantastiske tilbud fortsætter, forklarer han.

Et af initiativerne er at igangsætte en lokalplan, der vil sikre, at der fortsat kun vil kunne drives dagtilbud i bygningerne.

– Det er vigtigt, at vi ikke lader dyre boligprojekter eller kommercielle interesser erstatte det værdifulde dagtilbud, som Solgården er. Det er af stor vigtighed at have dagtilbud, der sikrer lokalområdets sammenhængskraft. Hensigten med lokalplanen er at sikre Solgården som dagtilbud og kun dagtilbud. Intet andet, siger Anders Wolf Andresen.

Store konsekvenser

Borgmesteren oplyser endvidere, at Hvidovre Kommune er ved at få foretaget en ekstern bygningsgennemgang, så man kan få et præcist billede af, hvad det vil koste at føre bygningerne op til en standard, som kommunen kan stå inde for. I følge borgmesteren har Frelsens Hær ikke vedligeholdt bygningerne, med det resultat, at der venter en betydelig millionregning, når bygningerne skal renoveres.

– Det første estimat fra administrationen lød på op til 80 millioner kroner – det er mere end halvdelen af et helt års anlægs- og renoveringsbudget for kommunen. Dette ville have store konsekvenser for andre skoler, dagtilbud og ældretilbud, som vi også har ansvar for. Derfor er den eksterne gennemgang vigtig – vi skal have et klart billede af, hvad det vil koste, før vi træffer beslutninger, siger Anders Wolf Andresen.

Han påpeger desuden, at Frelsens Hær ikke har vedligeholdt Solgården, selvom det var deres ansvar som bygningsejer.

– Det er en historisk vigtig bygning for vores lokale fællesskab og en bygning, hvor børn og pædagoger har deres daglige gang. Det er ikke godt nok af Frelsens Hær. Derfor er det også vigtigt, at vi i kommunen har bestilt den eksterne bygningsgennemgang, så vi ved hvor stort et renoveringsbehov vi står overfor, siger han.

Borgmesteren erkender dog også, at Hvidovre Kommune historisk set ikke har været god nok til at sikre kommunens bevaringsværdige bygninger.

– Vi må lære af disse erfaringer og sikre, at vores gamle bygninger får den nødvendige opmærksomhed og renovering, så de kan blive ved med at bidrage til vores lokale identitet og historie, siger borgmesteren og tilføjer:

– I sidste ende er alle partier i kommunalbestyrelsen med i budgetforliget, og det bliver min opgave som borgmester at få partierne til at prioritere midlerne til renoveringen af Solgården. Når den eksterne bygningsgennemgang er klar, vil den være grundlaget for de politiske drøftelser vi skal have med alle partier om at bevare Solgården, siger han.

I hvert fald til 2027

Ydermere, lyder det fra borgmesteren, har kommunen sikret sig en såkaldt indtrædelsesret, så selvom Frelsens Hær sælger ejendommen og ikke længere ønsker at drive Solgården, har kommunen retten til at fortsætte driften som et kommunalt dagtilbud frem til 2027.

– Det giver os en vigtig tidsramme, hvor vi kan finde en løsning, der kan sikre, at Solgården fortsætter med at være en værdifuld institution for både børn og lokalsamfundet. Men Solgården er ikke kun værdifuld for de børn, der går der i dag. Jeg har selv haft glæden af at deltage i “Sammen om Solgården” sammen med min datter, og vi har fået et indblik i den enorme betydning, dette sted har for vores lokalsamfund. De historiske bygninger, der huser Solgården, er en uundværlig del af vores kulturarv – og den skal vi naturligvis værne om og bevare for fremtidige generationer, siger han.

I følge borgmesteren er Solgården et sted, der giver mere end bare læring til børnene.

– Det giver børnene en tryg og inspirerende hverdag, der vil forme deres fremtid. Vi skylder både dem og vores fælles kulturarv at gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at Solgården bliver bevaret og fortsætter med at blomstre. Det er ikke bare et dagtilbud – det er en værdifuld del af vores fællesskab, og vi kan ikke tillade, at det forsvinder. Så selvfølgelig skal Solgården bevares!, slutter borgmester Anders Wolf Andresen (SF).

 

red
menu
menu