Fokus på tryghed
Vej- og Park chef THOMAS DYHR med svar på læserbrev om Sønderkær
LÆSERDEBAT: Når vi i de her år sætter hastighedsgrænsen ned i nogle af vores kvarterer, så er det primære sigte at forbedre trafiksikkerheden og trygheden for de mennesker, der færdes i et område – og ikke umiddelbart støjdæmpning.
Vi har, som F. Ridderhaugen skrev i et læserbrev før jul, etableret en 40 km-zone i det boligområde, der støder op til Sønderkær, og det har vi gjort for at forbedre både trygheden og trafiksikkerheden i området. Når vi har valgt ikke at sænke farten på selve Sønderkær, så er det, fordi den i modsætning til de tilstødende veje, er en gennemkørende forbindelses-vej for bl.a. busser til og fra København. Det betyder, at der lægges vægt på, at busserne og den øvrige trafik skal kunne komme frem. Der er derfor ikke aktuelt planer om at ændre hastighedsgrænsen på Sønderkær, som du efterspørger.
I den netop vedtagne Hvidovrestrategi, som er en udvidet planstrategi for hele kommunen, er der dog vedtaget en bred målsætning om at sætte hastigheden ned på de kommunale veje. Det vil der derfor blive arbejdet med i de kommende år med fokus på både trafiksikkerhed, støjreduktion og en forbedret oplevelse for kommunens borgere og trafikanter. Vi afventer desuden med stor interesse, hvordan Finanslovens del om, at politiet ikke længere skal behandle vejsager, bliver udmøntet – og hvilke muligheder det vil give kommunerne for f.eks. at lave hastighedsnedsættelser.
Med venlig hilsen
Thomas Dyhr
Vej- og Parkchef
Hvidovre Kommune