De kan nu udvide aktiviteterne

De kan nu udvide aktiviteterne

Hvidovre-Avedøre Rideklub modtager flot sponsorat fra Spar Nord Fonden

NAVNE: Hvidovre-Avedøre Rideklub har netop modtaget et generøst legat på 53.000 kr. fra Spar Nord Fonden. Midlerne er øremærket til indkøb af to handicapegnede heste, som fremover skal indgå i klubbens rideskoletilbud, herunder til ryttere med særlige behov.

Med denne støtte bliver det muligt for rideklubben at udvide deres aktiviteter og sikre, at endnu flere børn, unge og voksne med forskellige fysiske og psykiske udfordringer får mulighed for at opleve glæden ved ridning. Ridning er ikke blot en sport, men også en aktivitet med dokumenteret terapeutisk effekt – både fysisk og mentalt. Derfor betyder det alverden for klubben at kunne tilbyde gode, stabile og veltrænede heste, som er særligt velegnede til dette formål.

– Det er en kæmpe håndsrækning, vi har fået fra Spar Nord Fonden. Det giver os mulighed for at gøre en reel forskel for vores ryttere med særlige behov – og det understøtter samtidig vores ambition om at være en åben og inkluderende rideklub for hele lokalområdet, udtaler rideklubbens bestyrelse.

En aktiv del af lokalsamfundet

Hvidovre-Avedøre Rideklub har gennem mange år været en aktiv del af lokalsamfundet og arbejder målrettet for at skabe et trygt og mangfoldigt miljø, hvor alle – uanset baggrund og forudsætninger – kan deltage og udvikle sig i fællesskab med andre. Klubben drives i høj grad af frivillige kræfter og med stort hjerte for både mennesker og dyr. Derfor betyder det ekstra meget, når fonde og lokale samarbejdspartnere vælger at bakke op om deres arbejde.

I forbindelse med modtagelsen af legatet havde rideklubben fornøjelsen af at byde velkommen til den lokale bankdirektør Mia Christine Leimand fra Spar Nord Hvidovre. Hun kom forbi og fik en rundvisning på rideklubbens arealer. Det var en god anledning til at vise hverdagen frem og fortælle om de mange forskellige aktiviteter, klubben tilbyder – lige fra rideskole og stævner til handicapridning og sociale arrangementer for medlemmerne.

– Vi vil gerne sende en stor og varm tak til Spar Nord Fonden for det flotte sponsorat. Det er en støtte, som vil få konkret og varig betydning for vores arbejde og for de mange mennesker, der hver dag har deres gang i klubben, lyder det fra Hvidovre-Avedøre Rideklub.

red
menu
menu