Ny vicerektor på Enghøj Gymnasium
NAVNE: Siden den 1. august har Rikke Randorff Hegnhøj været vicerektor på Enghøj Gymnasium. Som leder arbejder Rikke 100 procent elevorienteret og med mange års erfaring i bagagen, skal hun især beskæftige sig med HF-området på NEXTs nye gymnasium i Hvidovre.
Efter 13 år på Vestegnen HF & VUC er Rikke Randorff Hegnhøj klar til nye udfordringer. Så da hun fik muligheden for at blive vicerektor på NEXTs helt nye gymnasium på Vestegnen, kunne hun ikke sige nej.
Rikke er uddannet cand.comm. i kommunikation og dansk med sidefag i køn og kultur og har tidligere arbejdet på Københavns Universitet, i Nordisk Ministerråd og på Vestegnen HF & VUC, hvor hun først har været underviser og siden uddannelseschef. Her har hun blandt andet specialiseret sig inden for trivsel, elevinddragende aktiviteter og elevdemokrati. Kompetencer, som hun glæder sig til at bringe i spil på Enghøj Gymnasium.
En spændende tid
Enghøj Gymnasium har netop budt ca. 550 elever og 60 lærere velkommen i de nye rammer, som Rikke glæder sig til at være med til at skabe.
– Fordi Enghøj gymnasium er nyt, skal vi skabe noget kulturelt samtidig med, at vi skaber noget strukturelt. Der er rigtig mange unge, som har søgt Enghøj Gymnasium, fordi de har et håb om, at det er en fed skole, og de har en drøm om at tage en uddannelse her. De håb og drømme glæder jeg mig til at være med til at opfylde, siger Rikke Randorff Hegnhøj og fortsætter:
- Derudover har Enghøj Gymnasium fået et rigtig stort optag af HF-elever, som er et område, jeg har meget erfaring med fra min tid hos Vestegnen HF & VUC. Vi har allerede lavet et forløb med Københavns Professionshøjskole og har mange andre spændende ting på tegnebrættet, som jeg skal være med til at udvikle sammen med lærerteamet. Så det kommer til at fylde meget på mit bord.