Seniorvenlig By: - Vi kommer ikke uden om Bymidten...
Minikronik af Erling Groth
MINIKRONIK: Hvidovre Bymidte er ikke centrum i universet, men den er svær at komme udenom, hvis man ønsker at gøre Hvidovre til en bedre by at leve i. Det fremgik af den seniorvenlige studiekreds ’Gå til byudvikling’, som blev afholdt sidste onsdag på Risbjerggaard.
Smid ikke barnet ud med badevandet
Der er en velkendt tendens til at nye konsulentfirmaer vender bladet og starter forfra (for nye penge) og ’glemmer’ erfaringer om Hvidovres DNA fra borgermøder og andre arkitektforslag i tidligere (valg)perioder. Metodemæssigt ligger den aktuelle million-satsning på at inddrage Hvidovres ældre i byudvikling i smuk forlængelse af tidligere initiativer omkring bymidten - helt tilbage fra 1997: ‘HVIDOVRE BYMIDTE, BOX25-arkitekter og Ideforum HVIDOVRE 2000, 1997’. Med støtte fra Folkeoplysningsudvalget engagerede borgergruppen Ideforum HVIDOVRE 2000 dengang BOX25-arkitekter til et arbejde, der skulle lede frem til forslag til en ny bymidte i Hvidovre (fra Hvidovre Torv til Brostykkevej).
Borgerdeltagelse 28 år efter
Dengang - i 1997 - blev 140 borgere og politikere for første gang seriøst inddraget med byvandringer, studiekredse og kortlægning af lokalområder og Hvidovres bymæssige og kulturhistoriske kvaliteter. Den arbejdsform gentages altså nu 28 år senere med det nye ambitiøse projekt ‘Seniorvenlig By’. Konsulentfirmaet Grandville har nu gennemført byvandringer og tre velbesøgte studiekredse. Det bliver spændende at se om alle guldkornene fra de sidste 30 års borgermøder, byvandringer og
studiegrupper også bliver afspejlet i Grandvilles flotte visualiseringer af borgernes ønsker, som bliver præsenteret på Seniormessen i Kometen allerede på fredag. Det handler om at respektere borgernes livserfaring og den lokale historie, som de ældre bringer med sig. Det er det der er et godt udgangspunkt for den fremtidige udvikling af Hvidovre, som borgmesteren påpeger.
Foto:
Mere kulturliv og handel i Bymidten. Dæmp trafikken på Hvidovrevej hen over en ny og mere intim rådhusplads (som ved Tingstedet i Valby). Læg et solcellelåg på motorvejen. Peder Duelund Mortensen fra BOX25-arkitekter var tidligt ude med de ideer. Her ses han ved indvielsen af det nye Kulturhus Risbjeggaard, som han tegnede de første skitser til i 1997.