Cricketbane ved Rebæk Søpark uafklaret
Planer om cricketbane i Hvidovre nord er foreløbig politisk udskudt - Rebæk IF og gæssene vil blive presset
NYHEDER: Skal Hvidovre have en gratis cricketbane i Rebæk Søpark eller ej?
Hvis det står til Rebæk IF og Mikkel Dencker fra DF, som det kan læses i hans debatindlæg i denne uges Hvidovre Avis, bliver det et klart nej. De øvrige politikere har endnu ikke taget endelig stilling. I hvert fald sendte et flertal i de to udvalg Kultur- og Fritidsudvalget og senere By- og Planudvalget sagen retur til administrationen.
Udvalgene skulle tage stilling til en henvendelse fra foreningen KB (Kjøbenhavns Boldklub), der har henvendt sig til Hvidovre Kommune med ønske om at få anlagt en cricketbane i Rebæk Søpark til brug for foreningens underafdeling: KB Cricket.
- KB vil selv finansiere etableringen af cricketbanen, mod at foreningen fritages for leje af anlægget i en årrække. Anmodningen bakkes op af den lokale forening Hvidovre Cricket, der ligeledes vil kunne gøre brug af den ønskede bane. Det kan arealmæssigt godt lade sig gøre at anlægge en cricketbane i Rebæk Søpark, men konsekvensen vil bl.a. være, at Rebæk IF vil miste en række af deres nuværende boldbaner, den rekreative brug af arealet vil blive indskrænket, og kommunen vil have begrænset mulighed for at afvikle offentlige arrangementer som Sankt Hans-fejring, fremgår det af sagsfremstillingen.
Ud over problemet med at Rebæk IF vil miste plads til deres aktiviteter, er der desuden en problemstilling med gæssene i Rebæk Søpark, idet fuglenes ekskrementer vil være et problem for cricketspillerne.
- Derudover er der gæs, som finder føde i Rebæk Søpark. Gæssene og deres ekskrementer er i dag til gene for Rebæk IF’s medlemmer, men det accepteres. Det vil ligeledes være til gene for cricketspillere, og Dansk Cricket-Forbund anbefaler, at fugle skræmmes væk med lyd eller vimpler/fugleskræmsler, så ekskrementer på banen undgås, fremgår det af sagsfremstillingen.
En eventuel cricketbane i Rebæk Søpark vil være ca. 110 meter i diameter. Banen skal desuden indhegnes mod nord, øst og syd i en højde af ca. 2 meter, men indtil videre er det altså uafklaret, om der overhovedet kan gives politisk grønt lys for en cricketbane i området.