Det nærmer sig: Hvidovre Hospital åbner nyt center

Det nærmer sig: Hvidovre Hospital åbner nyt center

Den 4. november åbner Hvidovre Hospital det nye center med bl.a. en helt ny fælles akutmodtagelse. Også hjertepatienter, børn og unge samt forældre med nyfødte babyer får helt nye rammer

NYHEDER: Hvidovre Hospital får snart travlt med at pakke i flyttekasser, for i slutningen af oktober begynder den store flytning ud i det helt nybyggede Center A. Fra om morgenen den 4. november vil personalet være i gang med at undersøge, pleje og behandle patienterne i de nye rammer.

Ny akutmodtagelse samler specialerne i front

For borgerne betyder åbningen af det nye Center A bl.a., at man vil komme ind i en ny akutmodtagelse, hvis man kommer til skade eller bliver akut syg. Udover nye flotte rammer vil den nye akutmodtagelse forhåbentlig også gøre patienternes besøg på hospitalet nemmere og mere effektivt.

– Vi har samlet stort set alle vores akutte funktioner til én stor fælles akutmodtagelse. Det gør, at vi får en bred vifte af specialviden til stede i akutmodtagelsen og uanset om patienten har ondt det ene eller andet sted, så vil vores speciallæger kunne tilse patienten hurtigt, forklarer vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital, Kurt Stig Jensen.

I den nye akutmodtagelse kommer der også både røntgen, CT-skanning og MR-skanning. Det betyder, at når patienter skal skannes, skal de ikke gå på tværs af hospitalet for at finde den rigtige afdeling. Nu er det bare en tur rundt om hjørnet.

Det bliver altså populært sagt lægerne og specialisterne, som i højere grad kommer til patienten og ikke omvendt. Det betyder meget mindre transport for patienterne. Derudover betyder det også, at uanset om der er tale om en slået fod, vrøvl med hjertet eller ondt i maven, så er det det samme sted, patienterne skal henvende sig.

Børn, unge, babyer og hjertepatienter

Ud over den nye akutmodtagelse vil også de små og unge patienter få spritnye rammer når Afdeling for Børn og Unge flytter ud i Center A. Det samme gælder forældre og deres nyfødte babyer, da vores barselsafsnit også flytter - og de babyer, der er kommet for tidligt til verden, bliver sammen med deres forældre indlagt på helt nye familiestuer, hvor der er plads til at både mor og barn kan være indlagt og få behandling. På familiestuerne er der ekstra plads, så også far eller partner kan være der.

Endelig får hjertepatienterne nye og moderne rammer, da hele Afdeling for Hjertesygdomme flytter – det vil sige både de indlagte patienter, og de patienter, som skal ind til undersøgelser og kontrol en gang i mellem.

Ny hovedindgang

Når hospitalet slår dørene op til Center A, betyder det samtidig, at der indvies en helt ny hovedindgang til hospitalet. Den kommer til at ligge på hjørnet af Vestre Hospitalsvej (vejen, der går ned til den nuværende akutmodtagelse) og Kettegård Allé.

En flot forplads med træer, blomster og cykelstativer fører ned til indgangen. Der vil stadig være adgang via den nuværende hovedindgang, f.eks. vil det fortsat være her flextrafik kører til og fra, og patienter og pårørende kan f.eks. også benytte den, hvis de skal til afdelinger, som ligger i den ende af hospitalet.

KOM TIL INDVIELSESFEST

Amager og Hvidovre Hospital holder indvielsesfest i det nye Center A torsdag den 24. oktober ml. kl. 14 og 18 for borgere, personale, patienter og pårørende. Til indvielsesfesten vil der være underholdning og blive serveret både lidt spiseligt og drikkevarer.

Man vil f.eks. kunne komme rundt på forskellige ruter og udforske det nye hospital i fodsporene på f.eks. børnepatienten Balder eller akutpatienten Ahmet, som bliver indlagt med traumekørsel. En anden rute byder på kunsten i det nye center, som man kan se, og hvor man kan møde kunstnerne bag.

Det fulde program følger her i avisen og Hvidovre Hospitals hjemmeside. Men sæt allerede nu kryds i kalenderen.

menu
menu