De finder styrke og fællesskab gennem bordtennis

Parkinson Klub Rødovre/Hvidovre er et fællesskab for patienter og pårørende, der mødes i Sundhedscentret og i bordtenniskælderen
NYHEDER: I Parkinson Klub Rødovre/Hvidovre samles mennesker, der enten lever med parkinsonsygdom eller er pårørende til en, der gør. Klubben fungerer som et fællesskab, hvor medlemmerne deler erfaringer rådgiver hinanden og støtter op om de udfordringer, som sygdommen medfører.
Et lokalt samlingspunkt
Parkinson Klub Rødovre/Hvidovre består af kvinder og mænd i alderen 50-99 år, der alle har det til fælles, at de bor i Rødovre, Hvidovre og omegn. Blandt medlemmerne er både erhvervsaktive, pensionister, unge og ældre.
Klubbens stifter, Tonny Holst, så et behov for et sted hvor parkinson-patienter og deres pårørende kunne mødes og dele deres erfaringer i lokalområdet. Det blev startskuddet til dannelsen af klubben. Senere fusionerede klubben med en tilsvarende gruppe i Hvidovre, da denne stod over for lukning.
– Vi afholder møder den første tirsdag i måneden fra kl. 16 til 18 i Sundhedscentret på Hvidovrevej 272. Her drøftes emner som medicin, træning, balanceproblemer og job/pension over en kop kaffe. Vi er så taknemmelige for den store velvillighed og støtte vi har modtaget fra kommunen og Sundhedscentret, siger Tonny Holst.
På møderne inviteres ofte foredragsholdere, eksempelvis ernæringsvejledere. Deltagerne har mulighed for at tale med en af de tre parkinson/demens-koordinatorer fra Hvidovre Kommune, der kan tilbyde rådgivning i Sundhedscentret eller hjemme hos den enkelte.
Har medlemmerne ønsker til specifikke emner, søger klubben gerne at arrangere relevante oplæg- Det er gratis at deltage i møderne.
Foruden møderne arrangeres sociale begivenheder som jule- og sommerafslutninger med vin og ost.
Bordtennis for parkinsonramte
Klubbens nyeste initiativ er bordtennis for parkinsonramte. Formanden for Hvidovre Bordtennisklub, Torben Gullak, har stillet klubbens lokaler og udstyr til rådighed to gange ugentligt.
– Vi er så taknemmelige overfor bordtennisklubben og Torben Gullak for denne gode mulighed. Det betyder rigtig meget for os at kunne mødes og have nogle sjove og hyggelige timer sammen, samtidig med at vi får rigtig god motion. Og der kan også gå lidt konkurrence i den, siger en af de aktive deltagere, Per Axel med et smil.
Initiativet har været en stor succes, og på blot fem uger er deltagerantallet vokset fra to til 15.
– Vi kan se, at bordtennis giver stor gevinst både helbredsmæssigt og socialt. Og vi vil da gerne være flere, så vi vil gerne opfordre andre parkinsonramte til at komme og prøve det, siger Tonny Holst.
Man spiller i Hvidovre Bordtennisklubs lokaler under Dansborghallen på onsdage kl. 16-20 og torsdage kl. 16-18 (med mulighed for kl. 16-20).
– Jeg vil også godt anbefale Parkinson Boxing, der er et andet tilbud til parkinsonramte. Her har træningen fokus på hastighed, krydsbevægelser, rotation i ryggen, balance og koordination, siger Tonny Holst, og tilføjer at en undersøgelse for nylig har konstateret, at Parkinson Boxing egner sig til at lindre symptomer, forsinke udvikling i sygdommen samt forbedre livskvaliteten for deltagerne.
For yderligere information og spørgsmål kan Tonny Holst kontaktes på parkinsonklub.rh@gmail.com eller tlf. 40 11 86 53.
Foto: Parkinsonramte borgere mødes til dyst i bordtenniskælderen under Dansborgshallen
red