40 mio. kr. ekstra til Hvidovre fra regeringen
Borgmester Anders Wolf Andresen (F) og borgmesterkandidat Anders Liltorp (A) er enige om at de 40 mio. kr. er gode, men ikke enige om, hvor længe det løser problemerne
NYHEDER: Et lille plaster på såret eller en stor løsning på de økonomiske problemer?
De røde stridende parter - SF og A - i kommunalbestyrelsen er enige om at være glade for de ekstra 40 mio. kr., Hvidovre nu har fået fra staten. Men mens SF mener, at løsningen er for kortsigtet, så mener A, at løsningen på de økonomiske udfordringer nu er klaret.
– I dag har regeringen så givet os 40 mio. kr. i 2025. Det er godt, for så er vi tilbage på et plus på 20 mio. kr. Det er ikke det samme som de 40 vi skulle have haft (pga. fejl i ejendomsvurderingssystemet, red.), men bedre end et minus på 19. Med regeringens tilskud i år, så er problemerne ikke væk, så regeringen skal se at få lavet systemet grundlæggende om. For i 2026 er de samme udfordringer med bl.a. ejendomsskatterne der igen, siger Anders Wolf Andresen.
Han uddyber sit synspunkt i et indlæg, som kan læses her i avisen på side 6. Modsat synes lokale socialdemokrater, at de 40 mio. kr. er en reel løsning på grundskyldsproblematikken.
– Det er dejligt, at der er fundet en løsning på udfordringen omkring grundskyldsproblematikken. Det betyder, at vi nu kan kæmpe for øget velfærd i stedet for de mange besparelser på centrale velfærdsområder, det administrative budgetforslag har med her i Hvidovre, lyder det fra Anders Liltorp, 2. viceborgmester og kommunalbestyrelsesmedlem i Hvidovre Kommune.
Anders Liltorp bakkes op af medlem af Folketinget fra Hvidovre, Maria Durhuus:
– Jeg er glad for, at det nu er muligt for mine partifæller i kommunalbestyrelsen i Hvidovre at sikre bedre velfærd for Hvidovres borgere. På Christiansborg ved vi godt, at velfærden nogle steder i Danmark kunne være bedre, og selvom de ekstra millioner ikke løser alle Hvidovres udfordringer, er de et væsentligt skridt på vejen mod en styrkelse af den borgernære velfærd, udtaler Maria Durhuus.
Fra borgmester Anders Wolf Andresen lyder det imidlertid, at de 40 mio. kr. fra staten er en kortvarig løsning på velfærdsproblematikken.
– De 40 mio. kr. er gode nok i 2025. Men problemerne i statens underfinansiering af kommunerne består. At fortælle borgerne og kommunerne noget andet er naivt og et gedigent oversalg. Vi har i kommunerne ikke brug for flere flotte overskrifter, men reel handling og vilje til at ændre på systemerne og finansiere den nære velfærd, siger Hvidovre Kommunes borgmester Anders Wolf Andresen.
red