”Biograf” i restaurant Gaarden

”Biograf” i restaurant Gaarden

HVIDOVRE:DOX præsenterer tre filmforevisninger i marts

ARRANGEMENT: På tre datoer i marts bliver restauranten i Kulturhus Risbjerggaard omdannet til intimbiograf. På en 100 tommer LED-skærm vises tre udvalgte DOX-film, der indledes eller afsluttes med oplæg, Q&A og musikalsk indslag.

Human Race

Med professor Eske Willerslev i spidsen begiver et hold af internationale videnskabsfolk sig ud på en monumental mission. De har fem år til at kortlægge arvemassen fra 5.000 mennesker, der har ligget begravet under jorden i hundreder og tusinder af år.

Instruktør Simon Lec og hans filmhold har fulgt Eske Willerslev over de fem år og dokumenteret både hans personlige og professionelle liv i en intim og hjertevarm skildring af videnskabsmanden og hans mål om at sætte sit præg på menneskehedens historie og menneskehedens fremtid.

Filmen indledes med et oplæg af Tharsika Vimala, der er en af forskerne fra Eske Willerslevs hold. Oplægget fokuserer på betydningen af genetisk forskning for vores forståelse af menneskelig diversitet og psykiske lidelser, og hvordan videnskaben kan kaste nyt lys over vores fælles historie og identitet.

Arrangementet finder sted fredag den 21. marts og begynder kl. 19. Dørene åbnes 18.30.

Kærestebreve fra Thy

Frontmanden i det succesfulde danske band Ganger, Thomas Bach Skaarup, er vokset op med en far, der drikker, og en mor, som svigter, og han kan ikke huske, at de nogensinde har været kærlige overfor hinanden. Da faren ligger for døden, tager Thomas til det forblæste Nordjylland for at passe ham, og her giver faren ham en stak kærestebreve fra forældrenes ungdom, der vidner om, at de engang var lykkelige sammen. På baggrund af brevene begynder Thomas at skrive Gangers tredje album, samtidig med at han begynder at omskrive sin egen fortælling.

Efter filmvisningen spiller Thomas Bach udvalgte numre og svarer sammen med instruktøren, Tammes Bernstein på spørgsmål om filmen fra publikum.

Arrangementet finder sted tirsdag den 25. marts kl. 19. Dørene åbnes 18.30.

Heks

Den danske forfatter og selverklærede heks Andrea Hejlskov inviterer os ind i sit personlige univers af spådomme, spiritualitet og naturmotiver fra den nordiske mytologi. Hejlskov er, hvad man i den nordiske asatro kalder en vølve – en kvinde med magiske evner og spirituelle bånd til naturen. Hejlskov trak overskrifter i danske medier, da hun forlod hverdagens rotteræs og flyttede dybt ind i de svenske skove med sin mand og børn i håbet om at leve mere bæredygtigt og i kontakt med naturen. Efter 10 år i ødemarken er hun tilbage i byen, fraskilt med voksne børn og midt i en intens kamp med sit indre liv, der gør det svært for hende at skelne mellem magiske varsler og psykiatriske symptomer. Ønsket om at skabe social forandring brænder dog stadig stærkt i hende.

Instruktør Emil Nørgaard Munk har skabt en dragende fortælling helt i sin hovedpersons ånd, om magi, overgangsalder, mental sundhed, og om alle de brikker, der udgør en identitet.

Dette arrangement finder sted onsdag den 26. marts kl. 18, hvor der bliver serveret heksegryde. Før filmen er der besøg af Mai Ulrikka og Mariia Snebjørk fra Copenhagen Occult Club, som holder en Q&A om magi og ritualer, det okkulte og forbindelsen til naturen.

Billetter

Forevisningerne er gratis, men kræver tilmelding, da der er begrænset antal billetter. Der kan maks. bestilles tre billetter pr. person til hver film.

Se mere på Kulturhus Risbjerg­gaards hjemmeside risbjerggaard.hvidovre.dk/

menu
menu