Gartnerhaven: Et naturområde for alle
Knap 3/4 af området skal være naturområde – som bliver Hvidovre Kommunes
NYHEDER: Det nye boligområde Gartnerhaven, på hjørnet af Brostykkevej og Byvej, bliver ikke kun boliger – men også et naturområde tilgængeligt for alle borgere.
Når naturområdet er etableret, overdrages det nemlig til Hvidovre Kommune.
– Størstedelen af området (ca. 260.000 m²), skal omdannes til natur med levesteder for planter og dyr. Det skal være et sted, hvor Hvidovre-borgere kan være aktive i det grønne og få nogle gode naturoplevelser. På omkring en tredjedel af arealet vil der blive opført ny bebyggelse i form af rækkehuse og etageboliger. Størstedelen af den nye by placeres langs med Brostykkevej, mellem Avedørelejren og Haveforeningen Dahlia, mens et mindre boligområde vil ligge på østsiden af Byvej, lidt syd for Avedøre Landsby, skriver Hvidovre Kommune om udviklingen af området.
Området har tidligere været brugt til gartnerier og landbrugsjord, men med Fingerplan 2019, fik Hvidovre mulighed for at skabe et grønt byområde ved at inddrage nye arealer, der indtil nu har ligget i den Grønne Kile ved Byvej.
– Området vil over tid blive til et stort naturområde til glæde for Hvidovres borgere samt til to nye byområder med boliger, beskriver Hvidovre Kommune.
Det er dog ikke Hvidovre Kommune, der står for hverken byggeplaner eller udviklingen af naturområdet, men derimod grundejerne.
– Kun 100.000 kvadratmeter af grunden er reserveret til boliger. Det betyder, at størstedelen af det omfattende byudviklingsområde omdannes til et naturområde, som skal være til glæde for alle, skriver udviklerne om området og udviklingsplanerne.
Områdets grundareal er samlet på ca. 360.000 kvm, hvilket svarer til ca. 50 fodboldbaner. Når området er færdigt, vil det komme til at rumme ca. 600 boliger og aftalen er, at det er udviklerne, der anlægger naturområdet, som så overdrages til, Hvidovre Kommune. Hvidovre Kommune får naturområdet gratis, og skal derfor også efterfølgende stå for vedligeholdelsen af området.
red