Overvældende interesse for tilskud til energitjek af huset

Overvældende interesse for tilskud til energitjek af huset

Over 1.000 boligejere i Hvidovre er vendt tilbage til kommunen med et ja-tak til hjælp med at gøre boligen energi- og klimavenlig

NYHEDER: Siden midten af november har 6.500 boligejere i Hvidovre fået et brev fra Hvidovre Kommune med tilbud om at få et billigt energitjek af deres bolig. Det har de, fordi deres huse enten har energimærke D eller lavere, eller fordi huset er bygget før 1980. Og fordi energiforbruget i Hvidovres boliger udgør en betydelig post i Hvidovres samlede klimaregnskab.
Et energitjek af boligen koster normalt 2.500 kr., men Hvidovre Kommune har indgået en aftale med firmaet Transition, så  alle de husejere, der tilmeldte sig inden den 21. november, kan få lavet et energitjek for kun 400 kr. Resten betaler Hvidovre Kommune.
– Det er fantastisk, at så mange husejere i Hvidovre er interesseret i at gøre noget godt for deres energiforbrug og dermed for klimaet, siger formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget Kristina Young.
– Det betyder virkelig meget, at vi får boligejerne med, hvis vi skal kunne løfte de ambitioner, vi har i Hvidovre i forhold til klimaet...
I første omgang var det meningen, at de kun var de første 570 boligejere, som tilmeldte sig, kunne få et energitjek. Men interessen var så stor, at Hvidovre Kommune besluttede at kvittere for den store tilslutning ved at sætte penge af, så samtlige tilmeldte kan få energitjekket deres bolig.
Kommunalbestyrelsen har vedtaget Klimaplan 2045, som gælder for Hvidovre som geografisk område, og målet er, at
CO2-udledningen i Hvidovre skal sættes ned med 80 % i 2030 i forhold til 1990. I 2045 skal Hvidovre være CO2-neutral.
At få lavet et energitjek betyder, at husejeren får besøg af en energikonsulent, som gennemgår boligen for at finde potentialer for energibesparelser. Efterfølgende får man en rapport med anbefalinger til ændringer, man kan lave i huset, og en oversigt over hvilke økonomiske og klimamæssige fordele disse ændringer anslås at medføre.
 FAKTA:
Hvis alle de første 570 husejere, der får et energitjek, også energirenoverer deres hus, kan der spares 7.650.000 kWh pr. år. Det svarer til ca. 950 ton CO2 pr. år.
Hvidovre Kommune forventer, at ca. en tredjedel af de 570 husejere vil få realiseret deres energibesparelser. Det svarer
til 2.150.000 kWh pr. år, som svarer til en klimaeffekt på 340 ton CO2 pr. år.
Ifølge Hvidovre Kommunes energi- og CO2-regnskab var den samlede CO2-udledning fra Hvidovre 137.015 ton CO2 i 2022.
menu
menu