Arkitektkonkurrence for Hvidovre Havn sættes i gang

Arkitektkonkurrence for Hvidovre Havn sættes i gang

På Havneudvalgets anbefaling igangsættes nu en arkitektkonkurrence for Hvidovre Havn – budgettet er ca. 46 mio. kr.

NYHEDER: Efter ca. to års arbejde i Hvidovres Havneudvalg ser det nu ud til, at arkitektkonkurrencen for udvikling af Hvidovre Havn igangsættes.
Sagen blev behandlet af kommunalbestyrelsen tirsdag aften, men inden havde Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget allerede godkendt indstillingen. Allerede tilbage i januar 2024 har kommunalbestyrelsen desuden godkendt et ideoplæg til udvikling af Hvidovre Havn. Ideoplægget er udviklet netop af Havneudvalget.
 – Ideoplægget er omfattende og kan ikke realiseres indenfor det afsatte budget på 46,6 mio. kr. Havneudvalget har derfor fået forelagt forskellige muligheder for at arbejde videre, enten at gå videre med de dele af idéoplægget, der kan gennemføres inden for budgettet eller at gennemføre hele projektet etapevis eller samlet, med væsentlig overskridelse af det afsatte budget. Havneudvalget har anbefalet at gå videre med det, der er muligt inden for budgettet, med henblik på at igangsætte et konkret projekt hurtigst muligt, står der i sagsfremstillingen, som Kommunalbestyrelsen skulle endeligt godkende.
Billigste scenarie
Med en godkendelse af indstillingen bliver der sagt politisk ja til en arkitektkonkurrence om helhedsplan for udvikling af havneområdet. Herunder en gennemførelse af udvalgte dele af idéoplægget: opførelse af Roklub og dertilhørende udearealer, P-pladser og cykelparkering, samt gennemførelse af mindre projekter vedr. kunstspor, opførelse af offentlige toiletter samt masteskur samt afholdelse af borgermøder og rejsegilde – samlet set kaldet ”scenarie 1”.
– Det vurderes på det foreliggende grundlag, at scenarie 1 kan realiseres indenfor den afsatte anlægssum, som i Budget 2024 er på 46,58 mio. kr. Scenarie 1 forventes at kunne være udført i første halvår af 2029, fremgår det af sagsfremstillingen.
Kommunalbestyrelsen skulle desuden tage stilling til, hvilken udbudsform, de ønskede for entreprisen og har var der i de to forudgående udvalgsbehandlinger valgt ”bedste forhold mellem pris og kvalitet”.

red
menu
menu