En drivkraft hos de konservative
Mindeord om den tidligere formand for det Konservative Folkeparti i Hvidovre Finn Fritz
DØDSFALD: Vi har i Finn Aaris Fritz mistet ikke bare en god partifælle, men også en helt særlig ven gennem rigtig mange år.
Det var Finn Fritz, man altid kunne regne med – og som man altid kunne ringe til, når et eller andet var helt tosset og der var brug for gode, erfarne råd. Den hotline kommer vi især til at savne.
Finn Fritz var som formand indtil 2018 drivkraften igennem mange år i hos de konservative i Hvidovre og havde som målsætning, at opnå minimum fire pladser i Kommunalbestyrelsen senest ved valget i 2021.
Denne målsætning blev til fulde opfyldt og en tilfreds Finn Fritz kunne nu som æresmedlem trække sig tilbage og nyde sit otium i sommerhuset på Svinø, sammen med sin hustru Anne Sofie Brynhi.
Da Finn Fritz tiltrådte som formand, var et af hans første mål at samle alle de konservative kredse på Vestegnen, for derved at kunne sætte et større aftryk på de fælles opgaver og udfordringer vi har her ude på Vestegnen.
Det lykkedes, i dag fylder den konservative stemme på Vestegnen i debatten uanset om det er støj, miljø, biodiversitet, infrastruktur eller havmiljøet i Køge Bugt.
For os yngre konservative var Finn Fritz tillige en formand, der både viste vejen, men også gav plads til nytænkning og ikke mindst de kreative ideer, som vi kom med.
Finn opfordrede os altid til at tænke nyt samtidig med, at han var vores snor til traditioner og den konservative partilinie.
Samtalerne, både over telefonen, men også samtalerne i kælderen på Bonkesvej var inspirationen for os yngre bestyrelsesmedlemmer.
Lokalt her i Hvidovre, regionalt og på landsplan satte han sit tydelige konservative præg på dagsordenen.
Finn Fritz var en hædersmand der stod for ordentlighed, visioner og sammenhold. Finn vil blive savnet og vores tanker går til Anne Sofie og familien.
Finn Fritz bisættes fra Hvidovre Kirke i morgen torsdag den 3. oktober kl. 11.00.
På vegne af
det konservative folkeparti
i Hvidovre