Helhedssyn på vores skoler

Helhedssyn på vores skoler

SARA BENZON med svar om Risbjergskolen og skolernes økonomi

LÆSERDEBAT: I vinterferien havde Jesper Hjelm et læserbrev i avisen om Risbjergskolen, og om den politiske beslutning, der blev truffet i sommer om at fordele økonomien anderledes skolerne imellem fra i år. Det er dejligt med den store interesse for vores skoler og skolernes økonomi. Beslutningen om at justere den model, vi fordeler penge til skolerne efter, blev truffet af en enig Kommunalbestyrelse i juni 2024.

Som udvalgsformand for området står jeg helhjertet bag beslutningen om at ændre på, hvordan vi fordeler pengene til vores skoler. Det gør jeg ud fra et helhedssyn på vores skoler og det behov, der var for at justere fordelingen, så de skoler, der indtil nu ikke har haft mulighed for at løfte sine elever, bliver bedre stillet i fremtiden. Hvis vi fortsætter med helhedsblikket på Hvidovres skoler, så er Risbjergskolen i mine øjne en velfungerende skole med elever, der får rigtig gode karakterer – også selvom skolens afgangselever har fået lidt lavere karakterer de sidste to somre, og den placering i CEPOS-rangeringen over skolernes løfteevne, Jesper nævner. Vi er – som centerchef for skoleområdet Ole Møller Laursen også har været ude og sige – selvfølgelig opmærksomme på, at der er behov for en målrettet indsats på Risbjergskolen i forhold til afgangskarakterer og dermed også løfteevne, ligesom vi løbende har indsatser på andre skoler, og indsatsen på Risbjergskolen er i sat gang i et samarbejde mellem skolen og kommunens faglige center. De indsatser, der skal til for at forbedre afgangsresultaterne på Risbjergskolen behøver i min optik ikke nødvendigvis at koste mange penge. Jeg har stor tillid til, at skolens ledelse og dygtige lærere med støtte fra kommunens faglige center og inden for det budget, skolen har – vil kunne løfte afgangskaraktererne igen i de kommende år. Risbjergskolens elever har traditionelt leveret nogle flotte afgangskaraktergennemsnit, og det gør skolen i øvrigt stadigvæk. Fx fik skolens elever det højeste gennemsnit i kommunen ved afgangsprøven i læsning (dansk). Til gengæld var resultatet i matematik lidt lavere end tidligere. Det er svært helt præcist at sige noget om, hvad årsagerne til de lidt lavere karaktergennemsnit og dårligere løfteevne er, men vi kan se, at elevgruppen rent socioøkonomisk har set anderledes ud i de afgangsklasser, der er gået ud de sidste par år. Derfor har den indsats, vi nu har sat i gang i et samarbejde mellem fagligt center og skolen bl.a. til formål at få tilpasset undervisningen i afgangsklasserne endnu mere til de elever, der skal op til eksamen til sommer. Og lad mig så igen understrege, at Risbjerg­skolen ikke ligger i bunden, men har haft et par år, hvor afgangs­eleverne ikke har præsteret, som vi ellers har været vant til at skolens elever gjorde. Jeg har selv helt ro i maven og tiltro til, at skolen har kompetencerne til at få eleverne til at afslutte skolen med nogle gode eksamener også fremover.

 

Sara Benzon, 

formand for Børne- og

Uddannelsesudvalget 

menu
menu