Langt om længe nej til cricketbane

Langt om længe nej til cricketbane

Hvorfor skulle der gå så lang tid før beslutningen blev taget?, skriver MIKKEL DENCKER

LÆSERDEBAT: Efter flere måneders tavshed fra de fleste partier i Kommunalbestyrelsen om muligheden for at indhegne en del af Rebæk Søpark til en cricketbane til Frederiksberg-klubben KB, blev det langt om længe slået fast på januars kommunalbestyrelsesmøde, at ideen droppes.

Tillykke med det til alle Rebæk Søparks brugere, især de mange fodboldspillere i Rebæk IF, som ellers stod til at få inddraget en del af det areal, der i dag bruges til fodbold.

I Dansk Folkeparti undrer vi os over, at det skulle tage så lang tid at forholde sig til ansøgningen fra Frederiksbergske KB. For hvorfor skulle vi dog indhegne en del af vores dejlige Rebæk Søpark, for at låne den ud som cricketbane, til en klub fra en anden by? Vel at mærke, på bekostning af vores egne lokale brugere af parken!

Da ansøgningen fra KB (Kjøbenhavns Boldklub) første gang blev behandlet i et politisk udvalg, i begyndelsen af november 2024, var Dansk Folkeparti det eneste parti, der tog stilling til ansøgningen: vi sagde klart og tydeligt nej til en cricketbane i Rebæk Søpark. Alle andre partier ville ikke tage stilling med det samme, men udsatte sagen til et senere møde. Først i januar i år, kom sagen så igen til politisk behandling, efter at Rebæk Søparks daglige brugere var blevet holdt hen i uvished i to måneder.

I mellemtiden havde Hvidovre Kommunes forvaltning brugt tiden på at afklare, at det ville være ulovligt at etablere en cricketbane til en udenbys klub, i Hvidovre Kommune. Det var åbenbart lige dét, der skulle til, for at de øvrige partier kunne få sig selv til at sige nej til cricketbanen ved Rebæk Sø. Men burde der ikke bare være sagt nej til cricketbanen lige fra begyndelsen, lige som Dansk Folkeparti gjorde? Hvorfor skulle det politiske flertal gemme sig bag juridiske vurderinger, før de kunne sige nej? I Dansk Folkeparti undrer vi os over at vores kollegers politiske kompas ikke bare fik dem til at afvise ansøgningen med det samme!

Med venlig hilsen

Mikkel Dencker

Dansk Folkeparti

menu
menu