Historisk budgetforlig i kommunalbestyrelsen

Historisk budgetforlig i kommunalbestyrelsen

Skatten holdes i ro, Svejbæk skal ikke sælges alligevel og den grønne pulje genindføres. Til gengæld bliver daginstitutionsprisen højere og botilbuds ledelsesfunktion sammenlægges

NYHEDER: Det historiske budgetforlig, der sent torsdag aften blev indgået af en samlet kommunalbestyrelse dækker over mange små og større tiltag og også nogle besparelser. Først og fremmest ser det dog ud til, at en meget stor del af de foreslåede besparelsesforslag er taget helt af bordet. Således er der ikke forringelser i vente i forhold til takster i Hvidovre Motionscenter. Ej heller TUBA, headspace, Legeteket eller Sproguglerne står for skud.

Leder man efter besparelser i det kommunale budget, vil børnefamilier opleve en stigning i daginstitutionstaksten. Også skilsmissegrupper på fire af kommunens skoler nedlægges, ligesom en børneterapeutstilling nedlægges. Til gengæld øges Elitepuljen, og der vil være sommeråbent i Ishal2 og i Curlinghallen. En af de helt store udgiftsposter er at få has på den venteliste, som der åbenbart har ophobet sig i den kommunale tandregulering – læs mere om det i en selvstændig artikel på side 3. Men først et udpluk af de mange forskellige tiltag, der er lagt vægt på i årets kommunale budget.

34 kr. mere om måneden for plads i dagtilbud

Forældrebetalingen for en plads i et dagtilbud øges fra 24,7 pct. til 25% af bruttodriftsudgiften. Det betyder, at forældre i 2025 skal betale 34 kr. mere pr. plads pr. måned. I 2025 vil pris- og lønfremskrivningen dog også påvirke taksterne for forældrebetaling, hvorfor forældrene vil opleve en større stigning end de 34 kr. Samlet kommer Hvidovre Kommune til at få en indtægt på 1,1 mio. kr. for ændringen.

Svejbæk bevares som koloni

Af budgetaftalen fremgår, at kolonien alligevel ikke sælges, men at den i stedet skal udlejes mere. Det kommer til at koste Hvidovre Kommune 1,1 mio. kr.

Teater, motionscenter og eliteidræt skånes

Hvidovre Teaterforening slipper for reduktionsforslaget med at tage 200.000 kr. fra deres tilskud. Også Hvidovre Motionscenters takster forbliver uændrede. Til gengæld forhøjes Eliteidrætspuljen med 700.000 kr. årligt.

Mindre skærm­undervisning i de yngste klasser

Aftaleparterne bag budgettet har besluttet at reducere antallet af tablets i de mindre klasser fra 2026.

– Mindre skærmbrug i undervisningen forventes at være en del af folkeskolereformen og skolernes faglige udvikling i de kommende år, hvor undervisningen i højere grad skal være baseret på andre undervisningsmetoder end skærmundervisning. Børn- og Uddannelsesudvalget vil følge den nye lovgivning og den faglige udvikling, og udvalget vil løbende få status på disse, står der i budgetaftalen.

Del af Brostykkevej skal trafiksaneres

Parterne bag aftalen har desuden aftalt, at afsætte 2 mio. kr. i 2025 til en trafiksanering og begrønning af Brostykkevej ved Phønixhusene.

Støjskærm ved Åmarken

Desuden er der enighed om, at afsætte 3 mio. kr. til støjreducerende tiltag ved sporskiftet på strækningen mellem Åmarken og Friheden Station til at dæmpe støjen fra toget.

Grønne byrum

Parterne er desuden enige om, at der skal plantes flere træer i Hvidovre Kommune.

– Aftaleparterne er enige om at afsætte midler til at forskønne byen og gøre den grønnere ved at plante flere træer. Der afsættes derfor en pulje på 3,3 mio. kr. om året i 2025-2028, til at begrønne byrum ved at plante flere træer, fx som skoleskove og byskove. Herudover afsættes der 1,8 mio. kr. årligt til en genindførelse af Grøn Pulje, som kan søges af borgere og grundejerforeninger til grønne tiltag.

Sammenlægning af ledelsesfunktion på tre botilbud

I forlængelse af den organisatoriske sammenlægning af de tre bofællesskaber Hvidovregade (4 beboere), Lille Friheden (10 beboere) og Holmelunden (27 beboere) kan der opnås en effektiviseringsgevinst på 600.000 kr. Gevinsten består af en besparelse på ledelse, idet lederen af Voksenhandicap (Hvidovregade og Lille Friheden) i et år har været konstitueret leder af Holmelunden og de gode erfaringer herfra føres videre i sammenlægningen. Det betyder, at ledelsen fremover vil bestå af en leder samt en faglig leder. Derudover vil der på hver enhed være teamkoordinatorer, som ud over at deltage i den daglige drift, har opgaver som tjenesteplanlægning og faglig sparring (pædagogisk og sundhedsfagligt) for at sikre høj faglig kvalitet.

Skatteprocent holdes i ro:

Parterne bag budgettet er desuden enige om at holde skatteprocenten i ro på 25,4 pct. i 2025 og 2026. De har endvidere aftalt, at kassebeholdningen skal være på mindst 220 mio. kr. i 2025 og 2026.

red
menu
menu