Kan man vinde en krig med kærlighed?

For letkøbt af Enhedslisten ikke at ville være med til at tage ansvar for den verden vi pt. lever i, skriver TINA CARTEY HANSEN
LÆSERDEBAT: Jeg er faktisk lidt rystet. Rystet over at et medlem af Enhedslisten med ramme alvor kan sidde til et møde i kommunalbestyrelsen og komme med en hippie svada om, at kærlighed overvinder krig krydret med et citat fra en afdød sanger.
Vel at mærke dagen efter 3-årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine. Dagen efter at vi her i Hvidovre og over hele Danmark markerede vores fortsatte støtte til Ukraine og deres tapre kamp for fred i Europa.
Jeg er stolt over, at Danmark er blandt de lande, der har ydet allermest støtte til Ukraine. Jeg er også stolt over de mange tiltag, vi lokalt har skabt for at tage godt imod de 384 ukrainske flygtninge, der siden marts 2022 har fået midlertidigt opholdstilladelse her i Hvidovre.
Debatten om krig og kærlighed udsprang af en sag om retningslinjer for kommunens investeringer. Her har et enigt økonomiudvalg bedt om at få en revidering af retningslinjerne og bl.a. indikeret, at vi er villige til at investere i våben, der ellers har været bandlyst fra investeringer. Våben skal i den henseende ses i et perspektiv, der skelner mellem for eksempel ammunition på den ene side og forsvarsvåben som missilskjold på den anden side. Som konservativ er jeg klar på at investere i begge dele!
Det er simpelthen for naivt og letkøbt af Enhedslisten ikke at ville være med til at tage ansvar for den verden vi pt. lever i. Det er faktisk på grænsen til at være farligt for Danmark at indtage sådan en holdning. En verden, hvor ikke bare Putin er utilregnelig, men hvor USA’s nye præsident også har rystet vores tro på sammenholdet i NATO. Jeg sidder i hvert fald ikke på mine hænder og venter på Putins “kærlighed”.
En ekstra krølle på sagen om investeringer er, at jeg, da sagen blev behandlet i økonomiudvalget, bragte muligheden for flere grønne investeringer i kommunens portefølje på banen. Velvidende at nogle af de teknologier kan være mere risikable at investere i, mener jeg, at vi skal oplyses om muligheden for øgede grønne investeringer. Det vil hjælpe den grønne omstilling i den store skala. Det er det, vores klima har brug for.
Men da Enhedslisten valgte at stemme imod at revidere strategien, stemte de også imod flere grønne investeringer. Heldigvis var resten af kommunalbestyrelsen enige med os, så sagen bliver forelagt til beslutning senere på året. Men det var da rart igen at få vist, at Det Konservative Folkeparti er dem, der tager ansvar og sætter den grønne dagsorden i Hvidovre.
Tina Cartey Hansen
Det Konservative Folkeparti