Vi bakker op om bedre parkeringsmuligheder

Vi bakker op om bedre parkeringsmuligheder

VENSTRE HVIDOVRE støtter ideen med at undersøge muligheden for et parkeringshus i Hvidovre:

LÆSERDEBAT: Manglen på parkeringspladser præger hovedstaden, og det mærkes også i Hvidovre. Derfor støtter Venstre idéen om at undersøge muligheden for at etablere et parkeringshus, gerne i forbindelse med en kommende metrostation ved
Hvidovre Hospital. Flere biler, som kører ind og ud gennem Hvidovre, skaber både støj og forurening. Det er derfor rettidig omhu at forebygge disse problemer med nye parkeringsfaciliteter, så bilerne ikke behøver at køre gennem byen i jagten på en P-plads eller videre ind mod København.
Allerede nu oplever vi, at mange biler parkeres ved og omkring S-togsstationer samt andre trafikknudepunkter. At tænke byudvikling, parkering og metro i sammenhæng vil være en klog løsning, hvis vi skal undgå københavnske tilstande, hvor bilister må cirkle rundt i længere tid for at finde en P-plads. Et godt eksempel på, at parkeringsmulighederne er under pres i Hvidovre, er Avedøre Stationsby, som de seneste år har indført nye parkeringsregler og beboerlicenser for at komme manglen på parkeringspladser til livs. Alligevel oplever flere beboere, at de ikke kan parkere deres bil, hvis de kommer hjem efter klokken 17.00.
Med venlig hilsen
Borgmesterkandidat, Martin Eskildsen og Formand, Leon Tilgaard
menu
menu