Det er da ad H til!

Nyt landsdækkende parti har ”snuppet” vores H, skriver FRANK LØBER
LÆSERDEBAT: Efter 24 år med partibogstavet H skal vi i Hvidovrelisten nu finde et nyt bogstav til stemmesedlen til efterårets kommunevalg. Det er dælme ærgerligt!
Forklaring: Lars Boye Mathiesens nye parti ”Borgerne Parti” har nylig valgt bogstavet H, som deres partibogstav. Og landsdækkende partier har førsteret til valg af bogstaver. Sådan har det været før Hvidovrelisten blev dannet for 24 år siden. Det betyder jo så, at vi i Hvidovrelisten ikke kan genbruge noget som helst af vores materialer eksempelvis valgplakater og diverse foldere. Vi må på den igen. De er absolut ikke uden ret store ekstra omkostninger, at skulle trykke alt materiale endnu engang. En lokalliste har jo ikke et landsdækkende partiapparat, der yder økonomiske valgskampstilskud og kampagnemæssig og administrativ støtte til de lokale partiforeninger.
Men Hvidovrelisten skal nok klare de nye udfordringer. Vi benytter nu muligheden for at få gentænkt alt vores valgkampsmateriale og layout og vender tilbage med det nye Liste-bogstav.
Frank Løber
Bestyrelsesmedlem
Hvidovrelisten