En hjertevarm tradition for hele familien
Julemarked 2024 i Kometen
ARRANGEMENT: Det store, årlige julemarked i Kometen vender tilbage og byder igen i år på masser af hyggelig julestemning og spændende stande. Med omkring 25 boder fyldt med smukt håndarbejde, fremstillet af Hvidovreborgere med kreative evner, er der noget for enhver smag – især for os, der ikke selv mestrer håndværket.
Her finder du næsten al slags julepynt, unikke julekort, nisser i alle størrelser, lys, juledekorationer og et væld af gaveidéer. Der er også noget varmt til både store og små: tasker, vanter, huer og meget mere. De mange stande lokker med både inspiration og gode fund til rimelige priser, så du kan lade dig friste uden dårlig samvittighed.
Forkælelse til både sanser og sjæl
Ingen julemarked uden lidt til ganen. Der vil være forskellige mad- og drikkevarer, så du kan nyde en velfortjent pause midt i de mange indtryk. Og selvfølgelig er der også underholdning i særklasse.
Luciabørnene besøger markedet både fredag og lørdag og spreder lys og julestemning. Koncertpianist Poul Rosenbaum giver en smuk koncert søndag kl. 14 – en oplevelse, der virkelig sætter prikken over i’et.
Julemarkedet er åbent fredag den 29. november kl. 10-17, lørdag den 30. november kl. 10-15 samt søndag den 1. december kl. 13-18
– Besøg julemarkedet i Kometen/Medborgersalen, og tag gerne naboen, familien eller vennerne med. Det er en skøn tradition og en perfekt måde at komme i julestemning på, lyder det fra arrangørerne-
Entréen er gratis.